De Magiske Møgunger af Neil Patrick Harris
De Magiske Møgunger af Neil Patrick Harris

De Magiske Møgunger

08.07.20
Jasmin fra biblioteket, vil henover sommeren anbefale nogle gode bøger som du kan læse til vores Sommerbogen konkurrence

Juli måned byder os velkommen, dog lettere overskyet, hvilket betyder at det er det perfekte ’blive-inde-og-læse-vejr', og derudover er vi godt i gang med årets læsekonkurrence nemlig Sommerbogen 2020!
Har du lige færdiggjort din seneste bog, eller står og mangler inspiration til det næste du skal læse, er jeg klar med en boganbefaling til dig.
Den første ”Sommerbogen” bog som jeg har læst er De Magiske Møgunger skrevet af Neil Patrick Harris. Den er perfekt til højtlæsning for alle aldre og til selv at læse fra 9 års alderen, men bestemt ikke kun for de unge læsere derude. Jeg nød selv som 25årig at læse den. Den er sjov, overraskende, fyldt med smukke illustrationer og har sin egen magi omkring sig, når man læser den.
De Magiske Møgunger er en virkelig hyggelig og underholdende bog, med et spændende plot og en sjov historie. Så der er ingen tvivl om, at man bliver rigtigt godt underholdt når man læser den. Man er simpelthen nødt til at vide, hvad der sker på den næste side og den næste side og den næste…

Magi, familie, venskab og mod er nogle af emnerne der er i fokus i bogen. De er med til at skabe en rigtig god historie, hvor man bare gerne vil læse færdig og vide hvad der sker. OG mens man læser, kan man endda også lære at trylle! – Hvis man øver sig nok i hvert fald. Historien bliver brudt op af fortælleren, som lærer dig trylletricks og fortæller sjove historier. Det er rigtig gode og sjove pauser, mens man læser historien om drengen Carter.

Kunne du tænke dig en magisk og spændende sommer? Så er De Magiske Møgunger lige noget for dig, og så gør det ikke noget, at det regner eller er for overskyet til at gå på stranden.

Måske er 'De magiske møgunger' én af de bøger, du vil anmelde til Sommerbogen - der er fede præmier på højkant!

Find alle bøgerne om De Magiske Møgunger her