
Det læste bornholmerne i 2021
Vi - os der arbejder på biblioteket - har en god fornemmelse af, hvad der hitter stort blandt de bornholmske biblioteksbrugere. Og spørgsmålet om hvilke 50 titler der blev lånt mest ud i 2021 kunne sagtens blive genstand for en kaffepausequiz her i januar. Men i stedet for at gætte har vi kigget i vores nye statistikværktøj og kan nu udpege de 50 mest populære titler - med den usikkerhed, der nu kan være med statistik...
Krimier har igen i 2021 været et sikkert hit, hele 16 styk finder vi i Top 50. Sara Blædel er årets vinder med 'Den tavse enke', som har været udlånt 218 gange. Lige i hælene med 217 udlån ligger Katrine Engbergs ’Isola’, som bruger Bornholm som location, og det ved vi trækker mange lån. Fx er bornholmerkrimien ’Brudzonen’ af Pernille Boelsgaard fra 2020 også stadig meget populær og ligger nr. 24 på listen. Mon ikke Kirsten Sonnes ’Den vilde’, som udkom i efteråret får sig sneget med ind i 2022?
På en 3.-plads ligger en af de nyere prisvindere, nemlig ’Meter i sekundet’ (2020) af Stine Pilgaard med 185 udlån! En underholdende, vestjysk komedie med tyngde – og rig mulighed for identifikation for os ’tilflyttere’, uanset hvor vi er flyttet til.
De langtidsholdbare og de gode danske
Også i toppen af listen som nr. 7. finder vi den langtidsholdbare ’Hvor flodkrebsene synger’ (2019) af Delia Owen og bind 7 (!) af serien den ’Forsvundne søster’ af Lucinda Riley ligger nr. 8. Kigger vi Top 25 efter i sømmene for hvor mange danske, bredt skønlitterære romaner bornholmerne har taget med hjem under læselampens skær, så ser det rigtig godt ud: Ud over ’Meter i sekundet’ så finder vi Sissel-Jo Gazans ’Hvide blomster’, Jesper Wung-Sungs ’Kvinde set fra ryggen’, Bugge Kolds ’Pigen fra det store hvide skib’, Marstrand Jørgensens ’Margrete I’, Ida Jessens ’ Kaptajnen og Ann Barbara’, Jesper Steins 'Rampen', Lise Ringhofs slægtsroman 'Det er de danske som flygter' og altid populære Katrine Marie Guldagers 'Det samme og noget helt andet'.
Få, men markante fagbøger på listen
Journalist og forfatter Puk Damsgård har fået et stort publikum med sine dokumentaristiske bøger i de senere år, og i år ligger 'Arabica' nr. 14. Bogen giver et interessant indblik i mellemøsten og i Puks metode som journalist. En andet mediekendt forfatter er Bente Klarlund, og hun er i år repræsenteret med 'Yngre med årene', som har været udlånt 84 gange. Hvem vil ikke være yngre? Om man skal kalde Leonora Christina Skovs 'Det vi ikke taler om' for fiktion eller fakta kan man diskutere, men 87 udlån vidner om stor interesse for den autofiktive del af hendes forfatterskab.
Det bornholmske islæt
Den ganske omtalte titel 'Adam i Paradis' af bornholmske Rakel Haslund-Gjerrild har sneget sig med ind som nr. 48 på listen. Og vi iler med at anbefaler kunsterromanen om Kristian Zarhtmann meget varm. Læs mere om bogen. Aktuelt er Haslund-Gjerrild nomineret til både Politikens og Weekendavisens litteraturpriser.
Ovenfor har vi ikke nævnt alle 50 titler, men nedenfor kan du reservere hver og én, hvis du er en af de bornholmske lånere, som endnu ikke har haft fat i dem!