AI (kunstig intelligens)

AI og folkebibliotekerne

Folkebibliotekerne på Bornholm arbejder med AI gennem uddannelse, borgerinddragelse og samtalecafeer. Fokus er på kritisk og ansvarlig brug, lige adgang for alle og etisk forankring. Biblioteket vil være borgernes trygge kompas i en kompleks AI‑tid.

Af Marie Wildt

De danske folkebiblioteker byder ind omkring arbejdet med AI og borgerinddragelse. Alle medarbejdere inviteres til onlineuddannelse med webinarer.

I vores region (for biblioteker) - Sjælland uden for københavnsområdet - arbejder vi yderligere med uddannelse af ledelse og medarbejdere. Her ser vi bl.a. på den rolle vi ønsker at spille og strategiske nedslagspunkter. Vi er på en rejse sammen.

Vi har valgt ikke at tilbyde workshops, hvor man kan lære at prompte gode ferieplaner, gavelister eller madopskrifter. Vi forsøger i stedet at afdække borgeres behov via spørgeskemaer, og i sensommeren at tilbyde samtale-cafeer rundt på øen, hvor vi sammen drøfter AI-muligheder, praksisser, undren m.m..

Indtil videre står vi til rådighed for spørgsmål, men husk på vi er bibliotekarer og ikke tech-specialister. Vi har af gøre med en teknologi, og en intelligens, der næsten ikke er til at forstå.

Curt Raavig, AI-specialist fra Prosa siger bl.a., at AI kan gøre fejl svære at opdage og:

  • AI kan ødelægge vores evne til at tænke kritisk
  • AI kan koncentrere magt hos få aktører
  • AI kan belaste klimaet (mere end fx luftfart)
  • AI kan bruges til manipulation
  • AI kan sætte tempoet op og glemme mennesket

Bornholms Folkebiblioteker har mange etiske overvejelser om kritisk brug, bias, opmærksomhedstyveri og retfærdighed. Ingen må efterlades uden demokratisk indflydelse  - hvordan sikrer vi det sammen?

AI som Bornholms Folkebiblioteker ser det, forår 2026

Vi har reflekteret over, hvad det er vi vil, og hvad vi står for, hvordan vi vil arbejde og udfolde AI med og for borgerne på Bornholm:

Vores rolle i formidlingen af AI

Kunstig intelligens er ikke en forbigående trend, men en grundlæggende ændring af måden, vi søger, vurderer og deler viden på. Som folkebibliotek har vi altid været borgerens kompas i informationslandskabet – det ansvar tager vi med ind i AI-æraen. Vi er ikke bange for teknologien. Vi eksperimenterer, lærer og tilpasser os – sammen med borgerne, ikke hen over hovedet på dem.

Vores arbejde hviler på tre principper:

AI til alle: Adgang til viden om og forståelse af AI må ikke blive et privilegium for de digitalt stærke. Biblioteket er samtalerum og fristed for alle bornholmere – uanset baggrund, alder og forudsætninger.

Den kritiske AI-bruger: I en tid med misinformation, deepfakes og hallucinerende AI er biblioteket vigtigere end nogensinde som garant for troværdighed. Vi hjælper borgerne med at stille de rigtige spørgsmål og forholde sig kildekritisk til svarene – også når de kommer fra en maskine.

Ansvarlig AI-brug: Vi sætter etik og menneskelig dømmekraft først – AI er et redskab, ikke en erstatning. Vi er åbne om, hvornår og hvordan vi selv bruger det, og vi følger den nationale vision om ansvarlig, sikker og bæredygtig anvendelse.

Vi er ikke en teknologivirksomhed. Vi er et dannelsessted. Og i AI-tidsalderen er dette vigtigere end nogensinde.
 

Spørgsmål: Biblioteksleder Dorte Rugtved, e-mail Dorte.Rugtved@brk.dk