Julekonkurrence: Gæt eventyr af H.C. Andersen
Hyggelig julekonkurrence for små og store på Rønne Bibliotek - flotte præmier på højkant!
Af Marie Wildt
”Drengene legede i gården, og den mindste havde på brystet guldstjernen,
som træet havde båret sin lykkeligste aften; nu var den forbi,
og træet var forbi og historien med; forbi, forbi, og det bliver alle historier!”
Det er et af de 24 citater fra H.C. Andersen eventyr, der sammen med lige så mange hvide silhuetter pynter juletræet i forhallen på Rønne Bibliotek.
Det er vores dygtige kollega Peter Boss Thomsen, som har været i gang med laserskæreren. Idé og udvikling har vores bibliotekar Majken Jørgensen stået for.
I finder julekonkurrencen på det flotte juletræ i forhallen
Citatet med træet og guldstjernen stammer fra det eventyr, der slutter med Helligtrekonger, sådan som julen gjorde i gamle dage, og præcis som vores julekonkurrence: Til og med Helligtrekonger mandag d. 5. januar kan du på Rønne Bibliotek se, hvor mange eventyr, du kan gætte, putte dit svar i pakken med den røde sløjfe – og deltage i konkurrencen om en eventyrbog.
Vi finder tre vindere Helligtrekongersdag 6. januar. Der er 3 virkelig flotte boggaver på højkant.
Vidste du?
Man mener, at H.C. Andersen flettede verdens første julehjerte. Det gjorde han omkring 1861-62, vistnok som en gave til H.C. Ørsteds datter Marie. Hjertet var flettet i grønt og gult papir, men uden hank.