Børn

Sæt ord på følelserne

De mindste børn mærker også store følelser, men de har endnu ikke lært at genkende dem og give udtryk for dem.

Af Monica Severin

Ved at tale og læse sammen om situationer, hvor følelser fylder, hjælpes barnet til at forstå og genkende følelser hos både sig selv og andre. Barnet bliver fortrolig med, hvordan følelser kan udtrykkes, og hvordan man kan reagere på en god måde. Både på egne følelser og på andres. 
I september måned har der været premiere på programserien 'Rut og følelserne' på Minisjang på DR. Der er 9 afsnit, som hver tager fat på en følelse og på fineste vis viser, hvordan følelser kommer til udtryk i hele kroppen.

På bibliotekerne sætter vi også spot på små børns følelser, derfor har vi i flere af bibliotekerne lavet udstillinger med gode billedbøger om følelser. Vidste du i øvrigt, at vi har en hel kategori af billedbøger vi kalder 'Billedbøger følelser'? Her kan I netop finde en masse gode billedbøger, som kan sætte gang i snakken om alle de følelser, der ellers kan være svære at få sat ord på.
Spørg gerne personalet om hjælp til at finde bøgerne, gå på opdagelse i udstillingerne på bibliotekerne eller reservér fra anbefalingerne herunder.

Om Alle ord tæller

Alle ord tæller er DRs flerårige læseindsats, der vil skabe bedre forudsætninger for gode læseoplevelser ​og derigennem styrke læselysten og læsekulturen for danske børn i alderen 1-14 år. Projektet er støttet af TrygFonden og produceret i samarbejde med Syddansk Universitet, TrygFondens Børneforskningscenter, Center for Undervisningsmidler, Enact:Lab og Centralbibliotekerne.

Læs mere her: Alle ord tæller DR