Børn

'Læs med orm'

Har I set ’Læs med orm’ på Minisjang?

Af Monica Severin

I programserien 'Læs med Orm' kan I se og høre forskellige kendte læse billedbøger højt i selskab med Børstes ven, Orm, i Orms hyggelige hule i jorden.  

En del af Alle ord tæller

"Læs med orm" er en del af "Alle ord tæller"-projektet, hvor DR sammen med en række samarbejdspartnere i tre år (efterår 2023-2026) vil udvikle og afprøve produkter, metoder, indsatser og redskaber for at skabe bedre forudsætninger for gode læseoplevelser og derigennem styrke læselysten og læsekulturen for danske børn (1-14 år).
Projektet er støttet af TrygFonden og produceret i samarbejde med Syddansk Universitet, TrygFondens Børneforskningscenter, Center for Undervisningsmidler, Enact:Lab og Centralbibliotekerne.

Hvis I ikke allerede har set programmerne, kan I finde dem her på dr.dk, og I kan selvfølgelig låne billedbøgene, samt mange andre lignende på biblioteket.

Fem tips til højtlæsning

Husk at børn elsker at få læst højt, og du kan ikke gøre det forkert. Her har du fem tips til, hvordan du kan gøre højtlæsningen til en fælles læseoplevelse.

1) Stil bøger i børnehøjde. Sæt bøger frem, så barnet kan se og røre dem, så det gør barnet nysgerrige på dem.
2) Lad barnet vælge! Lad barnet vælge bogen, I læser, og hvor I læser henne. Højtlæsning kan foregå hvor som helst.
3) Tal om bogen. Kommentér billederne under højtlæsningen, stil åbne spørgsmål, forklar svære ord og gæt sammen, hvad der sker.
4) Giv jer god tid. Hold pauser og giv barnet tid til at svare. Følg barnets idéer undervejs og leg med historien.
5) Husk, at gode læsevaner tager tid. Jo mere I læser, jo nemmere bliver det. Det er vigtigere, at I får en god oplevelse, end at I læser bogen færdig.