Kenneth anbefaler: Valhalla - gudernes land
Har du også savnet Valhalla? Valhalla kan nu læses som bog af Kenneth Bøgh Andersen, med illustrationer af Peter Madsen.
Af Monica Severin
'Valhalla - gudernes land' er delvist en genfortælling af de seje tegneserier, men der er også sket lidt ændringer undervejs.
Fortællingen tager udgangspunkt i Odin og Mimers skakspil, og et par af karaktererne har fået lidt mere plads end de havde i tegneserien. Første bog dækker tegneserierne 'Ulven er løs', 'Thors brudefærd', 'Historien om Quark' samt 'Rejsen til Udgårdsloke' – Så 'Odins væddemål' må vi have til gode.
Noget af plottet fra tegneserierne er forsvundet, andet er blevet udvidet, således at bogen sagtens kan overraske læsere af tegneserien, og stadig er god læsning for dig som aldrig har læst Valhalla tegneserierne.
Efter at have skadet en magisk ged, får menneskedrengen Tjalfe et job som tjener for tordenguden Thor. Hans søster Røskva sniger sig med, og via dem får vi en præsentation af de mange nordiske guder, og ser Asgård gennem deres øjne.
Der er krise i Asgård; For mange år siden blev den mægtige Fenrisulv lænket med en magisk kæde. Men Loke havde opgaven med at snakke med de dværge der skulle lave kæden og han snød… Så dværgene lavede en svagt led i kæden og nu er ulven løs! Hvordan skal man dog få bundet ulven igen, når den er kæmpestor og rasende?
Kan to menneskebørn gøre hvad selv guderne ikke kan?
Der venter mange prøvelser for Tjalfe og Røskva, ikke kun i Asgård; I Udgård sidder jætterne og lægger onde planer mod aseguderne, og der er også andre uhyrer end Fenrisulven derude.
Bogen er velegnet til børn fra ca. 10-års alderen, som kan lide nordisk mytologi, men den kan også læses som almindelig god fantasy. Og mon ikke der skulle sidde en voksen eller to derude, som er fan af tegneserierne og ville elske at læse den højt i familien?
Der kommer to bind mere i serien.