Monica anbefaler: Percy Jackson og lyntyven - graphic novel
Sommerbogen er stadig i fuld gang og DU kan selvfølgelig også nå at være med.
Af Monica Severin
Hvis du mangler en god anbefaling til Sommerbogen, har børnebibliotekets Monica et forslag her. Måske har du allerede stiftet bekendtskab med Percy Jackson, enten i bøgerne eller på film, men nu er 'Lyntyven' også udkommet som graphic novel.
Har du endnu ikke læst bøgerne eller set filmen, eller føles bøgerne som en lidt for stor mundfuld, så er det her du skal starte.
Percy er en helt almindelig 12-årig skoledreng der har det svært med lektierne. Han bor på Yancy-akademiet og ser derfor ikke meget til sin mor, og faren døde før han blev født.
Men der begynder at ske mystiske ting omkring ham og pludselig opdager han, at han er halvt gud og halvt menneske. Han ved dog ikke præcis hvilken gud der er hans far.
Nu skal Percy så til at starte et nyt liv i Halvblodslejren, sammen med mange andre børn og unge, der også er halvguder.
Men Selvom det er svært at starte på en ny skole og få nye venner, venter der Percy en meget større opgave, når han skal forsøge at forhindre en forfærdelig krig i at bryde ud.
Det er en virkelig stemningsfuld og flot illustreret tegneserie, og den er spændende uanset om du i forvejen kender historien eller ej. For børn fra ca. 9 år og op.
Hvis du læser den mens du kører i bil, tog eller bus med en solhat eller solbriller på, kan du allerede krydse tre udfordringer af på udfordringsarket, for du kan også sætte hak ved, at du har læst en tegneserie/grafisk roman - og måske er det en forfatter du aldrig før har læst..?