Børn

Monica anbefaler 'I den mørke skov'

Eventyrsagaerne er en helt ny fantasyserie for børn og unge, inspireret af de gamle folkeeventyr.

Af Monica Severin

'I den mørke skov' er første bind i serien og er inspireret af brødrene Grimms eventyr om Hans og Grethe; eventyret om de to stakkels søskende som bliver efterladt alene i skoven af deres fattige forældre og møder en ond heks.

Ava og hendes lillesøster Linn bor sammen med deres far i et lille hus. De er fattige og sulter, ligesom resten af landsbyen, og Ava går og drømmer om at komme til Kejserens Stad, hvor folk er rige og det er muligt at tjene penge.

Da faren endelig overgiver sig og de drager af sted, ender det dog ikke som Ava forestillede sig det. Faren er pludselig væk og de to søstre er overladt til sig selv i en skov som de altid er blevet advaret om at gå ind i. Da Linn så også pludselig forsvinder, indleder Ava et desperat forsøg på at finde sin søster.

Det lykkes for Ava at finde Linn igen, men redningen kommer fra en uventet front, og det sætter Ava i et stort dilemma; Hele deres liv har de to søstre fået at vide at hekse er skyld i den sult og nød der hersker i landsbyen, og eftersom deres mor blev dræbt af en heks, har de ikke lært andet end at hade hekse. Men nu kommer redningen i form af Nebula, en heks der har taget flere børn i nød til sig, men kan Ava stole på hende?

'I den mørke skov' er virkelig spændende og fængende og det er en sjov idé at bygge historien op omkring et gammelt folkeeventyr, det skaber både en genkendelighed og noget helt nyt og overraskende. Sidst men ikke mindst er bogen utrolig pæn at se på.