Kenneth anbefaler: Dinorox - I raptorernes kløer
Kenneth, som I kan møde i børnebiblioteket, har læst 'I raptorernes kløer' af Michael Peinkofer, som er en fed blanding af science fiction, tidsrejser og dinosaurer.
Af Monica Severin
Det er blevet svært at dyrke jorden, men geniale forskere har fundet løsningen; Før i tiden var jorden meget mere frodig, så man kan jo bare drive landbrug dengang.
Det kræver bare en tidsmaskine der kan sende traktorer og mennesker tilbage i tiden. Langt tilbage. Helt tilbage til dengang dinosaurerne herskede...
Remo er 10 år, da hans familie flytter til Camp Dinorox der ligger i urtiden. Og for Remo som synes at alt med dinosaurer er superfedt, er det en drøm der går i opfyldelse. Ja altså bortset fra at lejren er godt beskyttet og man ikke rigtig kan se ud af den.
Så det er ret kedeligt at være der, indtil en af de andre børn viser ham hvordan, man kan komme tættere på dyrene. Og Remo kommer tæt på, meget tæt!
'I raptorernes kløer' er lige noget for dig hvis du er vild med tidsrejser og dinosaurer. Det er også en rigtig god bog om venskab, og er for børn omkring 9-13 års alderen.