Børn

Kulturministeriets Forfatterpris og Illustratorpris

Årets modtagere af Kulturministeriets Forfatterpris og Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger er nu fundet.

Af Monica Severin

Illustratorprisen går til Charlotte Pardi for billedbogen ’Op ned glad ked’, og Forfatterprisen går til Carsten René Nielsen for sine digte i ’Knoglebowling’. 
Prismodtagerne fik overrakt priserne af kulturminister Jakob Engel-Schmidt på Manuskriptskolen for Børnefiktion. Med prisen følger 75.000 kroner.

Carsten René Nielsen modtager Kulturministeriets Forfatterpris for ’Knoglebowling’

’Knoglebowling’ består af 15 historier skrevet på vers om børn, legetøj og hverdagsfænomener. I bogen spiller børnene bowling med kranier, de går i zoologisk have i nattemørke og kigger på natsommerfugle, de elsker gamle ord og er ualmindeligt uheldige. Dette gør sig dog ikke gældende for digtsamlingens egentlige børnelæsere, som er ualmindelig heldige med Carsten René Nielsens digtsamling for børn.
Digtsamlingen åbner poesien for børn ved at fabulere både grusomt, sjovt og stilfærdigt. Sproget er stilfuldt og sikkert, tydeligt og klart. Det har liv og vid, mens det samtidig er legende let.

Charlotte Pardi modtager Kulturministeriets Illustratorpris for ’Op ned glad ked’

I billedbogen ’Op ned glad ked’ bliver hele følelsesregisteret taget i brug, når børnene får læst de små rim, der alle afsluttes af en følelse, som man skal gætte. Til hjælp for quizzen har Charlotte Pardi tegnet nogle fantastisk udtryksfulde barneansigter, som pryder opslagenes højre side.
Det er en bog, der én for én udstiller alle væsentligste følelser, som glæde, sorg, vrede, kærlighed, savn, stolthed og meget mere. En bog, der glad og veloplagt inviterer til en sjov, interaktiv oplevelse og god grund til at tale om følelser, man har eller har oplevet.