Praktikantbesøg fra Kongeskærskolen
I denne uge har Rønne Bibliotek haft besøg af Mia, som er 14 år gammel og praktikant fra Kongeskærskolen.
Af Monica Severin
Mia har lavet en flot udstilling, som lige nu kan ses på Rønne Bibliotek, med et udvalg af de bøger som hun synes er fede.
"Det sidste års tid har jeg været besat af bøger og tegneserier. Der er så mange muligheder, så man kan læse lige hvad man vil.
Nogle af de bøger jeg har valgt er tegneserier eller graphic novels, som er lidt ligesom tegneserier, men ofte med lidt mere tekst. Jeg kan godt lide at læse dem efter en lang dag for at slappe af, fordi de er nemmere at forstå, og du behøver ikke være fuldstændig fokuseret for at forstå, hvad der forgår.
Samtidig elsker jeg også fantasy bøger, det føles som at dykke ned i en ny verden hvor alt kan lade sig gøre. Fx er Alice i eventyrland et godt eksempel på dette, da hovedpersonen Alice finder en ny verden fuld af magi og skøre ting.
På den anden side er det også sjovt at læse realistiske bøger om teenagers som mig selv, der går i gennem realistiske problemer. Den slags bøger man kan relatere til og derfor få en følelse af, at man ikke er alene".