Når året vender: Solhverv, Sankt Hans og de hellige kilder

Solhverv

'Solhverv' er de to tidspunkter på året, hvor solen står hhv. højest og lavest på himlen. På den nordlige halvkugle falder sommersolhverv på den længste dag, som altid er 21. eller 22. juni, mens den korteste dag - vintersolhverv - er 21. eller 22. december. Ordet stammer fra oldnordisk ’sólhvarf’ og betyder ’solvending’, og det er netop det, der sker: ved sommersolhverv er dagen tiltaget med ca. 10 ½ time siden vintersolhverv; men så vender det. I år er søndag den 21. juni årets længste dag, og allerlængst i Skagen: 18 timer og 7 minutter lang og 51 minutter kortere ved Danmarks sydligste punkt: Gedser Odde på Falster.

Sankt Hans

Selvom sommersolhverv er årets længste dag, så er det Sankt Hans, vi fejrer, og det er altid den 23. juni. I hvert fald i Danmark. Svenskerne markerer midsommer på den fredag eller lørdag, der er tættest på 21. juni. Og de fejrer det næsten et helt døgn med majstang, blomsterkranse, sange, dans, mad og meget at drikke. Men ingen taler. Hos os er der båltale, midsommervisen og som det vigtigste: et stort bål. Teksten til midsommervisen er fra 1885 og stammer fra Holger Drachmanns eventyrspil 'Der var engang'. Den klassiske melodi er komponeret af P.E. Lange-Müller, mens popgruppen Shu-bi-dua’s version er fra 1980. Begge sange synges ved sankthansbålet.
 

Bål og hekse

Onde kræfter, der kunne være trolde, hekse eller noget andet, var ifølge urgammel folketro ekstra stærke på helligaftnerne, Valborg-, Sankt Hans- og Mikkelsaften. 

Hekse samledes til heksesabbat på Bloksbjerg i Harzen Sankt Hansaften og ved Tromsø Kirke i Norge på Valborgsaften, 30. april. Men ild kunne holde dem væk. 

Valborgsaften var en forårsfest til markering af overgangen mellem lys og mørke. Onde og gode kræfter kæmpede mod hinanden; det var farligt at være inde, så man samledes på højtliggende steder omkring bål, der skulle antændes med ’vild’ ild ved at gnide to stykker træ mod hinanden, til der kom gnister.

I toppen af Sankt Hansbålet har der i mange år været placeret en figur - ’heksen’; men det er en relativt ny ting uden direkte forbindelse til de hekseafbrændinger, der skete med Christian IV's forordning fra 1617 om ’troldfolk’: Tyske håndværkere bragte i slutningen af 1800-tallet en tradition med sig, hvor en halmdukke blev brændt af som symbol på ’vinteren’ og det onde. På det her tidspunkt skulle der i følge ’Hex!’, museet for heksekræfter i Ribe, være sket det, at Sankthansheksen, der oprindeligt er knyttet til overgangen vinter/sommer, flyttes til midsommeren og dermed skifter identitet fra vintergudinde til heks. Museet ser en parallel i det østlige Europa: en dukke, der symboliserede gudinden for vinter, død, sygdom og genfødsel, blev brændt for at sikre gudindens genfødsel næste forår. Afbrændingen skulle sende hende og vinteren af sted. Noget, der genkendes fra de gamle begravelsesbål, som skulle være en portal til efterlivet.

Magiske urter og rønnebær

Midsommer markerer overgange, forvandlinger, trylleri og overtro. Helt tilbage fra vikingetiden er Sankt Hans betragtet som yderst magisk. Her er natten kortest, naturen på sit højeste og ladet med en særlig kraft. På denne aften indsamlede man derfor urter i middelalderen. De skulle plukkes efter solnedgang, når duggen havde opsuget den kraft, der lå i luften. Hvis en pige Sankt Hans ved midnat plukkede 9 slags blomster og lagde dem under hovedpuden, så ville hun i drømme se sin kommende kæreste. Skulle man have brug for noget ekstra mod hekse, så kan man  anbringe tre rønnebærgrene over døren og ved vinduer Sankt Hans aften, for hekse kan efter sigende “ikke gå under røn”. Eller put en kvist røn i lommen eller i munden.

De hellige kilder

Bornholm er rig på sprækker i klipperne, hvor vandet pibler frem. Mange af øens kilder er i dag drænet bort, men i værket Bornholms Stednavne fra 1950 nævnes 55 kilder; gamle kort og beretninger registrerer 9 hellige kilder. To af dem er særligt interessante i forbindelse med Sankt Hans og kildefester: Koldekilde i Almindingen og Sankthanskilden i Svaneke.

En tredje berømt kilde er den, som er genskabt og løber gennem Bornholms Kunstmuseum ved Helligdomsklipperne ved Gudhjem. Oprindeligt var kilden en fordybning for foden af klippepartiet, som ofte blev overskyllet af havvand. Vandet hentede man ovenover klippepartiet  hen til Trefoldighedskapellet, som i middelalderen lå på marken ovenfor.

Kildefester

Kildefester stammer fra hedensk tid, hvor man ved midsommer bragte syge og svagelige hen til de hellige kilder, så de kunne drikke af vandet, der skulle være helbredende. De udviklede sig til  bålfester, og der opstod flere markeder. Ét af dem er Dyrehavsbakken nord for København, verdens ældste forlystelsespark.

Som det eneste sted i Danmark holdes der stadig kildefest i Svaneke. Festen begynder kl. 15 på Svaneke Torv. Herfra går man ledsaget af hornmusik til festpladsen, hvor der er underholdning, musik, dans, øl, æbleskiver og meget mere. Bålet tændes med fakler fra et fakkeltog, der starter bag havnen og slutter foran fyret.

Sankthanskilden i Svaneke

Den oprindelige kilde lå for foden af klipperne på den sydlige del af Vigehavnen, men efter den altødelæggende stormflod i 1872 forsvandt både klippe og kilde. Svanekeboerne lavede så en kunstig kilde i form af en træbalje, som blev gravet ned i gruset. Den nuværende festplads i Lystskoven ved Hullehavn og Svaneke Fyr har været i brug siden 1879 - kun afbrudt af en 15-årig periode fra 1914, hvor fyret blev bygget og Kildefesten flyttet til Nordskoven. Den oprindelige kilde blev til Skt. Hans pyntet af årets konfirmander med ege- og bøgeløv. Som belønning fik de mønterne, der blev kastet i kilden til festen. Traditionen holder ved: kildepiger og kildedrenge bygger en kunstig kilde, der dekoreres med friske blade og blomster.

Koldekilde ved Christianshøj i Almindingen

Ved kildevældet er der et dæksel af granit med et rør, hvorfra vandet løber ud til en lille bæk og videre ud i en å. Koldekilde omtales allerede i 1624 af Ole Worm  som en af øens mest berømte hellige kilder med helbredende kræfter. Ved kilden var der en skål, hvor man lagde penge, som i 1334 blev fordelt mellem Aakirkebys spedalske hospital og Nylars Kirke. Festerne ved Koldekilde. Kunne være livlige: Ved Sankt Hans var der marked med underholdning, fest og nogle gange ret heftige slagsmål - i 1760 måtte øens kommandant således sende dragoner for at dæmpe gemytterne. Efterhånden blev det sådan, at var køen ved brændevinsvognen var længere end den ved kilden. Af samme årsag blev kildefesterne forbudt omkring 1850.
 

Slut som helligdag

Sankthans refererer til Johannes Døberen og er en af de ældste kirkefester, fejret 24. juni. Lyset fra bålet var symbol på Johannes, som udpegede Kristus i en verden af mørke. Formelt ophørte Sankt Hans som helligdag, da Struensee i 1770 afskaffede en halv snes helligdage, fordi de mere var blevet "anvendt til lediggang og laster end til sand gudsdyrkelse", og at det var bedre, om de blev brugt "til arbejde og nyttig gerning". Struensee samlede helligdagene under én hat: Store Bededag. 

| Bibliotekar Majken Jørgensen |