En god sæson
Forårets fælles læsestunder i Rønne og Nexø har været en rigtig god oplevelse
Af Marie Wildt
Vores fælles læsestunder i foråret udviklede sig til en fin række af nærværende øjeblikke, hvor kaffe, kage og litteratur gik op i en højere enhed. På både Rønne og Nexø Bibliotek mødtes vi til forløb på seks læsninger, hvor vi brugte metoden guidet fælleslæsning.
Guidet fælleslæsning er en praksis, der kombinerer højtlæsning af korte tekster med små pauser til samtale, refleksion og åbne spørgsmål fra læseguiden.
Grin, gys og dybe samtaler
Deltagerne kastede sig engageret ind i fællesskabet og var nysgerrige på, hvad litteraturen kunne vække i os. De delte generøst deres tanker, fornemmelser og oplevelser af teksterne, præcis som vi havde håbet. Undervejs opstod der både eftertænksomhed, grin, gys og dybe samtaler.
Alle bidrog med deres helt egen måde at forstå teksten på — og netop forskellighederne blev en styrke. De gjorde læseoplevelsen rigere for alle og skabte et fælles rum, hvor litteraturen blev det naturlige mødested.
Nogle af de titler vi læste
Vi læste bl.a. novellerne ”Ud i det grønne” af Rakel Haslund-Gjerrild, ”Du burde skamme dig” af Marie Aubert, ”Vesle-Trask” af Tarjei Vesaas og ”En verden uden selfiestænger” af Etgar Keret.
Og digte af Peter Poulsen, Lone Hørslev, Marianne Larsen, Raymond Carver, Caspar Eric.
Sæson 2026/2027
Vi arbejder stadig med efterårets program - hold øje med hjemmesiden og det trykte program, som kommer til august. Vi er ikke helt sikre på, om vi når at planlægge en ny serie med fælles læsestund allerede i efteråret, men foråret 2027 er vi meget sikre på.