Mathias anbefaler: En hyldest til livet: Skammen skal skifte side
Vores litteraturformidler Mathias har læst Gisèle Pelicots 'En hyldest til livet – Skammen skal skifte side'. Det blev en dybt bevægende læseoplevelse om, hvad der bliver tilbage, når et menneskes verdensbillede kollapser, og om den værdighed, der kan opstå midt i katastrofen. Med bemærkelsesværdig nøgternhed fortæller Gisèle Pelicot sin historie og vidner om en sandhed, som rækker langt ud over hendes egen: at skammen aldrig tilhører den krænkede, men den, der krænker.
Af Monica Severin
"Midt i vinteren lærte jeg, at der i mig fandtes en uovervindelig sommer."
— Albert Camus, Retour à Tipasa, i L'Été (1954)
Skammen skal skifte side
Der findes erfaringer, som ikke blot forandrer et menneskes liv, men selve dets forståelse af verden. Erfaringer, der rammer med en sådan kraft, at de splintrer de forestillinger, vi lever vores liv igennem. Forestillingen om, at verden grundlæggende giver mening. At mennesker er til at stole på. At morgendagen ligner dagen i går.
Når sådanne erfaringer indtræffer, er det ikke kun livet, der bryder sammen. Det er også verdensbilledet.
Gisèle Pelicots 'En hyldest til livet – Skammen skal skifte side' udspringer af et sådant sammenbrud. Men det er ikke først og fremmest en bog om det, der skete. Det er en bog om spørgsmålet, der melder sig bagefter.
Hvordan lever man videre, når virkeligheden ikke længere ligner den verden, man troede, man levede i?
Hvordan genfinder man sig selv, når tilliden er blevet knust?
Hvordan fastholder man sin menneskelighed, når man har mødt noget dybt umenneskeligt?
Da sagen om Gisèle Pelicot blev kendt, vakte den med rette forfærdelse. Omfanget af overgrebene var så voldsomt, at det syntes at udfordre selve forestillingen om menneskelig anstændighed. Men hvis bogen alene handlede om forbrydelsen, ville den være næsten uudholdelig at læse. Det, der gør den vigtig, er noget andet. Den handler om et menneskes beslutning om ikke at lade sig definere af det værste, der er blevet gjort imod hende.
Værdighed efter katastrofen
Da Albert Camus skrev romanen 'Pesten' (1947), beskrev han en verden, hvor mennesket pludselig konfronteres med noget meningsløst, brutalt og uforklarligt. Hans svar var hverken optimisme eller fortvivlelse. Det var værdighed. En stædig insisteren på at forblive menneskelig, selv når verden synes at have mistet sin menneskelighed.
Der er noget dybt camusk over Gisèles fortælling.
Ikke fordi hendes historie minder om handlingen i 'Pesten', men fordi hendes holdning til det skete minder om de mennesker, Camus igen og igen skildrede. Mennesker, der nægter at lade katastrofen definere dem. Mennesker, der ikke søger mening i lidelsen, men som insisterer på sandhed, værdighed og ansvar.
Hos Camus opstår værdigheden ikke på trods af katastrofen, men midt i den. Ikke fordi mennesket overvinder det absurde, men fordi det nægter at bøje sig for det.
Det samme kan siges om Gisèle.
For også hos hende møder vi et menneske, der nægter at lade sig definere af det onde, der er blevet begået imod hende. Hendes svar er ikke hævn. Ikke selvmedlidenhed. Ikke resignation.
Hendes svar er sandhed
"Skammen skal skifte side.
I sin enkelhed rummer sætningen en moralsk klarhed, som minder om Camus' bedste sider. Den afviser løgnen. Den afviser tavsheden. Og den nægter at acceptere, at offeret skal bære den byrde, som tilhører gerningsmanden.
Værdighedens oprør
Der findes en udbredt misforståelse om mod. Vi forbinder det ofte med heltegerninger, store taler eller ekstraordinære handlinger. Men den form for mod, som Pelicot repræsenterer, er af en anden karakter.
Den består i at blive stående.
I at tale, når tavsheden ville være lettere.
I at fastholde sin egen værdighed, når andre har forsøgt at fratage én den.
Det er netop denne værdighed, der gør bogen så bevægende.
Gisèle fremstiller ikke sig selv som helt. Hun søger ikke læserens beundring. Tværtimod fremstår hendes fortælling præget af en bemærkelsesværdig nøgternhed. Måske er det netop derfor, den virker så stærkt. Der er ingen store retoriske armbevægelser. Ingen forsøg på at gøre lidelsen større, end den allerede er.
Kun en stille og urokkelig fastholdelse af sandheden.
Og under denne sandhed findes hele tiden en insisteren på livet.
Ikke som abstrakt håb.
Ikke som positiv tænkning.
Men som en vilje til fortsat at være menneske.
Mere end en personlig fortælling
Det ville være let at læse bogen som et dokument om en enkeltstående tragedie. Men dens betydning rækker længere end den konkrete sag.
For selv om de færreste mennesker vil opleve noget, der kan sammenlignes med det, Gisèle blev udsat for, kender de fleste erfaringen af at blive ramt af noget, de ikke selv har valgt. Sygdom. Tab. Sorg. Svigt. Erfaringer, som truer med at definere os, hvis vi lader dem.
Det er her, bogen bliver almenmenneskelig.
For Gisèle skriver ikke blot om det, der skete. Hun skriver om spørgsmålet om, hvordan man lever videre. Hvordan man fastholder sin identitet, når verden forsøger at reducere én til en rolle, man aldrig har valgt.
Hos Camus findes en tilbagevendende tanke om, at menneskets storhed ikke ligger i dets sejr over lidelsen, men i dets måde at møde den på. Mennesket bliver ikke værdigt, fordi det undgår katastrofen. Det bliver værdigt gennem sin måde at stå i den på.
Den tanke løber som en stille understrøm gennem hele Gisèles fortælling.
En hyldest til livet
Titlen En hyldest til livet kunne let have lydt sentimental. Men efter endt læsning fremstår den som noget langt mere radikalt.
For hvad vil det sige at hylde livet efter at have mødt dets mørkeste sider?
Ikke at fornægte virkeligheden.
Ikke at glemme det, der er sket.
Ikke at lade som om alt bliver godt igen.
Men at nægte at lade mørket få det sidste ord.
Det er denne bevægelse, der gør bogen vigtig.
Ikke som kriminalhistorie.
Ikke som sensationsfortælling.
Men som et vidnesbyrd om menneskelig værdighed.
Der findes bøger, der ændrer vores forståelse af verden. Og der findes bøger, der minder os om, hvad et menneske er i stand til at bære.
'En hyldest til livet – Skammen skal skifte side' er en af de sidste.
Den efterlader ikke læseren med optimisme.
Den efterlader læseren med noget mere værdifuldt.
Respekt.
Respekt for et menneske, der nægtede at lade skammen blive hos den forkerte.
Og måske endnu mere end det:
Respekt for et menneske, der viste, at selv når verdensbilledet kollapser, og mørket trænger ind i tilværelsen, findes der stadig noget, som ikke kan tages fra os.
Værdigheden.
Og viljen til fortsat at være menneske.
| Anbefalet af litteraturformidler Mathias V. Løffgren |
