Marie anbefaler: John, søn af John
Marie blev indfanget af Douglas Stuarts smertefulde historie fuld af hemmeligheder, frygt for sladder, undertrykt seksualitet og stærk religiøsitet
Af Marie Wildt
Douglas Stuart: John, søn af John (2026)
Uden for lands lov og ret. Her ligger øen Isle of Harris som den nordligste del af øgruppen de Ydre Hebrider. Sådan et sted, hvor man først tager en bus og en bus til og en båd og 2 busser mere, hvis man er på vej hjemover fra Edinburgh. Det er den unge talentfulde designer Cal. John-Calum Macleod. Faderen John ’kalder’ ham hjem til øsamfundet under dække af, at den elskede mormor ikke har langt igen. Og der begyndte Marie at blive indfanget af en smertefuld historie fuld af hemmeligheder, frygt for sladder, undertrykt seksualitet, stærk religiøsitet og uden plads til at være anderledes.
Hjemover
Cal vender hjem til det lille hvidkalkede stenhus på kanten af havet. Med halvlangt farvet hår og ’underligt’ tøj, hvilket alt andet end huer den meget troende, enlige far, som ernærer sig som fåreavler og væver.
Mormoderen er ikke, som faderen har antydet, svag, men som altid fuld af en rå kærlighed til barnebarnet. Det er hendes slægt som siden oldefaren har boet og ’overlevet’ ude på kanten af klipperne, selv var hun Glasgow-pige og er aldrig rigtig blevet integreret i det lokale fællesskab.
I landsbyen er den officielle historie den, at Cals mor løb afsted med en anden mand, og det er er også Cals forståelse om de 2 forældre: At faderen er offeret, en smuk mand, der stoisk kæmper sig igennem tilværelsen som en dygtig væver, ditto fåreavler og enlig far. Han har fundet en livsretning i den lokale kirke og har en respekteret position som kirkesanger og kordegn. Det er hans kors, at sønnen både før og efter sit designstudium ikke bekender sig fuldt ud til kirken, selv om han egentlig har forsøgt.
Vi er i 1990’erne, der hvor man stadig ringer fra en telefonboks. Og indspiller kassettebånd med yndlingsmusik, så man kan have den med i sin walkman. Hvor arbejdsløsheden hærger England under Margaret Thatchers styre.
Romanens primære karakterer er den 22-årige Cal Macleod og hans far John Macleod. Mormor Ella bor også hos svigersønnen, skønt det er mange år siden, Cals mor flyttede fra sin mand.
Relationen – når det kommer til samtale – mellem far og søn er klaustrofobisk, og der er kort vej til øretæver og vold. Som læser aner man, at der er et skæbnefællesskab mellem dem, som rækker ud over det daglige slid. Beskrivelserne af særligt deres arbejde med væven og uldstofferne og deres helt særlige sans for farver og uldkvalitet er smuk. Dér har de et unikt fællesskab. Og dette talent og raffineringen af det er vel også det, der har ført Cal ind på kunstskolen. Men faderen hænger fast i traditionen og ser ikke det kreative, der er vokset hos Cal i sind og færdigheder. Smukke er deres lange, tavse våbenstilstande bestemt ikke. Hjerteskærende er det, da Cal i desperation lader de lange orange lokker falde for at please faderen og samtidig har gjort op med sig selv, at han vil tage afsted fra øen. Det trækker dog ud.
Tidligt i romanen forstår man, at Cal er homoseksuel, og har levet aktivt som sådan i Edinburgh, men at det er utænkeligt at ’springe ud’ hjemme i det lille samfund.
To fortællestemmer - sønnens og faderens – gjorde mig som læser meget klogere på dynamikkerne i det lille hvide stenhus, og særligt faderens undertrykte følelsesliv og ditto sandheder giver romanen er større tyngde end hvis det blot havde været Cals historie. Så mange fine antydninger af, hvad der er på spil for senior, og hvordan livet og lykken kunne have foldet sig ud, hvis ikke… øen … traditionen … religionen.
Miljøbeskrivelserne virker uhyre ægte, og man kommer så tæt på det liv, der har været Cals, og møder de næsten-kærester af begge køn, der kunne have været, hvis ikke konventionerne havde lagt hindringer i vejen for drømmene.
Sprogligt
Ganske usædvanligt, men meningsgivende når vi nu er på Hebriderne, så fylder det gæliske sprog en del - i kapiteloverskrifterne, i samtalerne mellem far og søn. Som bruger det gæliske sprog til at skabe en distance til mormoren. Men mormoren er snu, og, viser det sig, har lært sig sproget gennem årene.
Det en detaljerig, mør, rå og overvældende historie, som får min varmeste anbefaling.
| Anbefalet af bibliotekar Marie Wildt |