Monica anbefaler: Hiroko Oyamada 'Hullet' og Sayaka Murata 'Jordboerne'

'Hullet' (2022)

Trods den stilfærdige skrivestil og romanens frodige forside, der ikke just indikerer uhygge, gribes man af en utryg fornemmelse gennem fortællingen, der udvikler sig i en mere og mere mærkværdig og surrealistisk retning.

Asahi og hendes mand Muneaki er flyttet på landet og bor nu i nabohuset til svigerforældrene. Muneaki er blevet forflyttet med sit arbejde, og i samme ombæring har Asahi sagt sit job op og er nu hjemmegående. Selvom Asahis kollega mener, at det må være lykken at flytte på landet og blive hjemmegående, kan Asahi ikke rigtig tilpasse sig den nye rolle. 
Dagene er lange og ensomme, nu hvor hun må beskæftige sig selv, mens manden og svigerforældrene arbejder, og hun mister hurtigt tidsfornemmelsen. Dagene er ulideligt varme, og cikadernes larm overgår alle andre lyde.

Kun farfaren er hjemme, men han lader ikke til at forstå Asahi, han står blot og smiler sit underlige smil, mens han vander haven: ”Bedst som jeg troede, at han ikke kunne smile bredere, blottede han tænderne endnu mere. Han kunne åbenbart ikke høre et ord af, hvad jeg sagde” (…) ”Jeg så kun munden med dens brede smil. Eller det så i hvert fald ud som om det var et smil.”

Det mystiske hul

En dag Asahi er på vej i døgnkiosken for at løbe et ærinde, støder hun på et ukendt dyr, og da hun følger efter det, ryger hun ned i et mystisk hul i det høje græs. 
Fra nu af er det som om, Asahis virkelighed er en parallel til resten af familiens virkelighed; beboet af et mærkværdigt dyr, en aparte svoger og en masse børn, der myldrer omkring floden og leger. Hullet hun falder i og farfarens uhyggelige, brede Filurkatte-smil giver associationer til ’Alice i eventyrland’. 
 

Udover det eventyrlige aspekt i romanen, serveres også forskellige samfundsmæssige problematikker, og denne kombination er ofte noget af det rigtig spændende ved at læse japansk litteratur; Vi møder de hårdtarbejdende svigerforældre og ægtemanden, der kommer meget sent hjem efter en urimelig lang arbejdsdag. Når manden endelig er hjemme, sidder han med næsen i mobiltelefonen og er i det hele taget ikke nærværende, og så er det unge par i øvrigt barnløse. 
Derudover møder vi også en såkaldt hikikomori. Hikikomori er mennesker, der frivilligt isolerer sig fra omverdenen af forskellige årsager, hvilket er blevet et stort problem i Japan.

Romanen er blot lidt over 100 sider lang, velskrevet og meget stemningsmættet. Den emmer af intensitet, og man får lidt uro i kroppen i visse passager, især dem med den uhyggelige farfar og de legende, anarkistiske børn. 
Monica kan varmt anbefale bogen, som på flere punkter minder om 'Døgnkioskmennesket' af Sayaka Murata og 'Jeg kaldte ham slips' af Milena Michiko Flasâr. Hiroko Oyamada er en af Japans store samtidsforfattere, og dette er hendes første bog på dansk.

'Jordboerne' (2021)

En anden roman, som Monica stødte på for nogle år tilbage, og som virkelig fik vækket hendes interesse for japansk litteratur i det hele taget, var 'Jordboerne' skrevet af forfatteren til 'Døgnkioskmennesket' Sayaka Murata. Forfatteren udgav i 2021 med 'Jordboerne' endnu en fabelagtig roman, om at være anderledes og stå udenfor samfundets normer. Vær forberedt på en vild tur ud i det absurde.

For Monica er japansk litteratur ofte forbundet med et vist niveau af absurditet. "Mange gange har jeg måttet spørge mig selv om, hvad det lige var, der skete dér? Skellet mellem virkelighed og magi eller det fantastiske, udviskes. 
Jeg elsker, når fortællingerne tager en uventet drejning, når man overraskes eller måske endda bliver lidt rystet af læsningen. ’Jordboerne’ indfrier alle de ting i én lille velskrevet og fuldstændig absurd og skør roman, som har så meget på hjerte".

Natsuki har aldrig følt sig normal. Hun håber på, at samfundet vil hjernevaske hende, så hun automatisk vil tilpasse sig den normale verden, alle andre lever i: Fabrikken. ”Det kalder vi den verden, vi lever i”(…)”Vi er komponenter, der er fysisk forbundne. Dele der skal producere børn og sørge for at vores gener videreføres til fremtiden”.

Ægteskab med særlige vilkår

Natsuki og Tomoomi har fundet hinanden på en hjemmeside for indgåelse af ægteskaber med særlige vilkår. Deres vilkår består i at de ikke skal have hverken sex eller børn, men blot leve under samme tag for at være fri for familiens konstante pres og indblanding. Det viser sig, at de to har samme syn på tilværelsen, dog med den forskel, at hvor Natsuki ønsker at blive ”normal”, kæmper Tomoomi for at slippe langt væk fra det fængsel, normaliteten er for ham.

Livet udenfor fabrikken

Natsuki har tidligere haft et særligt bånd til fætteren Yuu, som hun kun så til obon-højtiden én gang om året, når familien samledes hos bedsteforældrene i Akishina. En pinlig hændelse mellem de to, får familien til at skille dem ad som børn, men nu søger Natsuki og Tomoomi op i det gamle hus, hvor Yuu nu bor.
Natsuki var tryllepigen der ville hjælpe Yuu, drengen der var blevet smidt på jorden af nogle rumvæsner, med at finde sit rumskib, så han kunne komme tilbage til sin planet med det mundrette navn Pohapipinpobopia. 
Barndommens leg var kun fantasi for Yuu, men ramme alvor for Natsuki, og det blev en redningsplanke og en måde for hende, at komme igennem barndommen på.

Det absurde i romanen tager for alvor fart, da de tre aparte mennesker mødes i Akishina, hvor fantasien og friheden udenfor fabrikken, sætter gang i en noget alternativ livsstil, der næsten ikke kan findes ord for.

Det er en ufatteligt underholdende og vellykket roman, der samtidig er meget mærkværdig og langt ude. Under overfladen lurer samtidig også en stille smerte over et menneske, som har afgivet et løfte til sin elskede: "At overleve, uanset hvad der sker". 
Det får hun nemlig brug for med en familie, der ikke giver hende meget kærlighed, samt nogle meget traumatiske oplevelser, der bestemt ikke gør det nemt for hende at blive en del af ”fabrikken”.