Marie anbefaler: Læs 'Nøjsomheden' før du ser filmen

Stine Askov: Nøjsomheden (2022)

Socialrealistisk roman? Kærlighedshistorie?

Hovedpersonen Mona bor og har hele sit liv boet i det samme kvarter i Helsingør, i et alment boligbyggeri – kaldet Nøjsomheden – som tidstypisk - er stemplet med det kedelige begreb ’Ghetto’. Familien og den nærmeste kreds er spraglet og belastet - og Monas mor har ikke været så meget ’mor’ for hende, at det gør noget. Hendes far findes, men har ikke haft en rolle i hendes liv. En lille fin observation i bogen er, at Mona egentlig ikke har savnet en far, men da hun flytter for sig selv, forestiller hun sig, at faderen nok ville have været sådan en, som lige hængte en lampe op – og den slags.

Heldigvis for Mona har hendes handlekraftige og farverige moster Tut altid været der for hende – og som læser håber man i forbindelse med de små barndoms-flashbacks, at myndighederne nok på et tidspunkt havde fået øje på den forsømte pige. Tut er der, ligesom hun på sin uortodokse facon også er der resten af kvarteret, når noget brænder på.

Ved bogens begyndelse er moster Tut blevet indlagt på hospice i Frederiksværk med en terminal kræftdiagnose. Monas holdepunkt, hendes anker og skytsengel er dødeligt syg, og beskrivelsen af, hvad Tut betyder for hende er fuld af kærlighed og angst. Den foretagsomme, emsige, sirlige, kulørte Tut er en skygge af sig selv, og smuldrer væk fra Mona på bogens 366 sider, men selv på dødslejet kerer mosteren sig om hende, og puster selvtillid ind i den unge pige, som står på tærsklen til sin første, store forelskelse.

Litteraturens betydning

Med moster Tuts opbakning har Mona fået en ’gå til hånde’-stilling i byens boghandel – hun har ikke meget uddannelse bag sig, er droppet ud af produktionsskolen, men Tut har spottet, at pigen er en læsehest af de større, og at arbejdet i en boghandel måske kan være en vej ud af håbløshed, der ligger snublende lige for hjemme hos den psykisk syge mor. Monas talent som læser er, at hun er ’altædende’ og på en skæv og klog måde forstår at opsummere sin læseoplevelse på en gul post-it-seddel, som eksponeres for kunderne i butikken.

Monas nærmeste kreds forstår ikke hendes besættelse af litteraturen, så meget desto mere oplever hun at blive set og forstået i mødet med den litteraturstuderende Nikolaj, som er kunde i butikken. Hendes første observation af ham er, at han åbner bøgerne lige så nænsomt som hun selv.

Nikolaj hører hjemme i det øvre borgerskab i Helsingør og har en referenceramme, som selv om han er vokset op i samme by, næsten ikke kunne være fjernere fra Monas ’underklassebaggrund’. Romancen opstår parallelt med den überhede sommer og moster Tuts sidste tid på hospice. De støder sig på hinandens miljøer – men måske er det kombinationen af Monas no-nonsens indstilling til livet og Nikolajs træning (på trods af at han er stammer) i at italesætte svære følelser, som gør, at læseren aner et håb for det umage par.

Autentisk, troværdig, filmisk

Stine Askov beskriver ikke mindst Monas miljø til perfektion, men også dialogen og selvfølgelighederne i Nikolajs forældres hjem sidder lige i skabet. Og så har jeg slet ikke nævnt Monas (ærlig talt meget ubehagelige) pusher-fætter Frederik, moderens besættelse af kronprinsesse Mary, Monas første flyrejse, og de mange andre fine detaljer, som gør romanen meget læseværdig, nærmest filmisk.

Og nu er filmen der! Premiere i Rønne Bio d. 27. august. (Forpremiere d. 24.)
 

| Anbefalet af bibliotekar Marie Wildt |