Litteratur

Mathias anbefaler: Frøken Sannoms vinger

Vores litteraturformidler Mathias Løffgren er dykket ned i en spritny bog skrevet med blik for både stjernestøv og styrtets poesi.

Af Marie Wildt

Lotte Garbers: Frøken Sannoms vinger (2025)

Et liv i frit fald – med styrke, skønhed og skæbne i vingerne

"Frygten for Døden var ikke saa stor, større var Frygten for Livet paa Jord.” Med disse ord beskrev Tom Kristensen skuespillerinde, luftakrobat og ildsjæl Emilie Sannom – en kvinde, der kastede sig ud fra både fly og konventioner med en ynde og et mod, der stadig kan tage pusten fra os.

Hendes liv endte i 1931, da hendes faldskærm svigtede under en opvisning. Med Frøken Sannoms vinger giver Lotte Garbers hende en ny opstigning.

Romanen er en fri, fabulerende gendigtning af en kvinde, der var kendt i sin samtid, men næsten glemt i dag. Garbers vækker hende med sprog, energi og nænsom psykologisk indsigt – og skaber en skikkelse, som er både lyslevende og næsten drømmeagtig. Det er en bog om at ville mere end sin tid, om at tage springet og om at bære sig selv, også når man er ved at miste fodfæstet.

Vi følger Emilie gennem et København i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor filmmediet fødes, og alt synes at accelerere. Hun møder tidens stjerner, flyver over byens tage, er mor uden mand, søster med ansvar, kvinde med vilje. Hun nægter at lade sig binde – hverken af mænd, moral eller måden man ’bør’ være kvinde på.

En flimrende drøm nær afgrunden

Men Frøken Sannoms vinger er ikke en roman, der råber. Den nærmest hvisker og skriver sig ind i sprækkerne mellem forestilling og virkelighed, mellem skønhed og styrt. Den dvæler i det uafklarede, i drømmens flimren, og i det særlige lys, som kun findes, når man tør nærme sig afgrunden.

Emilie Sannom er ikke feminist med faner, men med handling. Hun kæmper ikke for kvindesagen – hun leger, længes og lever, og netop derved bliver hun politisk.

Stuntkvinden Emilie Sannom (Filmfabrikken Danmark / Billed- & Plakatarkivet Det Dansk Filminstitut)

Et litterært åndedræt

Garbers vælger bevidst et moderne sprog, og det klæder fortællingen. Hun forsøger ikke at efterligne en svunden tid, men at skabe forbindelse mellem vores verden og Emilies. Romanen er ikke historisk rekonstruktion, men et litterært åndedræt: en samtale på tværs af årtier, båret af nysgerrighed og beundring.

Frøken Sannoms vinger er et smukt, stilfærdigt og strålende forsøg på at lade en kvinde flyve igen – med alt det der hører til: tyngde, længsel, dristighed og fald.

| Anbefalet af litteraturformidler Mathias Løffgren |