Mathias anbefaler: Kyoto - den gamle kejserby

Yasunari Kawabata: Kyoto - den gamle kejserby (2025/1962)

Da Yasunari Kawabata (1899-1972) modtog Nobelprisen i litteratur i 1968, blev han hædret for en forfattergerning, der med sjælden sensibilitet havde indfanget “det japanske sind”. I den sammenhæng fremhæves ofte tre sene hovedværker: 'Snelandet', 'Den gamle hovedstad' – på dansk kendt som Kyoto – samt 'Skønhed og Sorg'. Bøgerne kredser om forgængelighed, ensomhed og skønhedens flygtige karakter. Her indtager Kyoto en særlig plads som den mest udtalte hyldest til den gamle kejserbys kulturelle arv.

Romanen er ikke drevet af dramatisk handling, men af stemning og årstider. At læse Kyoto er at bevæge sig ind i 1950’ernes og 60’ernes Japan, hvor moderniteten presser sig på, men hvor templer, festivaler og håndværk stadig bærer en århundredgammel bevidsthed.

Vi følger Chieko, en ung kvinde opvokset i en velstående kimono- og tekstilhandlerfamilie. Hendes far, Takichiro, er tekstilgrossist og arbejder med en kunstners omhu – inspireret både af japansk tradition og af vestlige malere. I Takichiros tekstiler mødes verdener, og i hans blik på stof og farve mærker man romanens centrale spørgsmål: Hvor opstår skønheden egentlig? I det, der fornyer og bryder med traditionen? Eller i det, der langsomt er vokset frem af den?

Meditativ ro

Ude i haven ved familiens butik står en stenlygte, og på den anes en Kristusfigur. En vestlig skikkelse indlejret i japansk sten. Som romanen selv: det fremmede, der ikke fortrænger det gamle, men indgår i det. Et stille billede på kulturens lag – og på den identitet, der formes i spændingen mellem arv og påvirkning. Stenens tyngde og lygtens plads til lys spejler bevægelsen mellem det varige og det flygtige.

Kyoto selv er romanens bankende hjerte. Vi bevæger os gennem kirsebærblomstringens skrøbelige forår, forbi kamfertræernes mørke kroner og op mod Kitayamas ranke kryptomeriaer. Festivalerne – med deres ritualer og processioner – skaber en rytme, der minder os om, at livet gentager sig, selv om menneskene forandres. Kawabata skriver byen frem med en nænsomhed, så man næsten kan mærke silkens kølige glans og støvet fra tempelgårdene.

Midt i dette opdager Chieko, at hun er adopteret – og at hun har en tvillingesøster, Naeko, som er vokset op i kryptomerialandsbyen ved Kitayama. De to søstre spejler romanens centrale temaer: natur og kultur, det oprindelige og det formede. Chiekos liv i byen er præget af æstetik og tradition, men også af en stille fremmedhed. Hun er elsket, men ikke helt rodfæstet. Som Kristusfiguren i stenen står hun indlejret i en sammenhæng, der både bærer og fremmedgør hende.

Der er en meditativ ro over Kyoto. Kawabata skærer alt overflødigt bort og dvæler ved en gren, et stykke stof, en gestus. Skønheden opstår i det enkle og i det forgængelige – i det, der kun er til låns.

'Kyoto' er en bog for læsere, der holder af stemningsmættede fortællinger og af litteratur, hvor selve stedet er en hovedperson. Den egner sig til langsom læsning og til samtaler om identitet, tradition og det at høre til.
 

| Anbefalet af litteraturformidler Mathias Valdemar Løffgren | |