Litteratur

Mathias anbefaler: Væsler på loftet

Mathias er blevet fascineret af japanske Hiromi Oyamada, som mestrer det underspillede, hvor små detaljer vokser til en stilfærdig, let urovækkende fortælling om identitet og forandring.

Af Marie Wildt

Hiroko Oyamada: Væsler på loftet: en novellecyklus (2024)

Da den japanske forfatter Hiroko Oyamada modtog Akutagawa-prisen – en af Japans mest prestigefyldte litteraturpriser – markerede hun sig som en væsentlig skikkelse i nyere japansk litteratur. I 2024 udkom hendes novellecyklus 'Væsler på loftet' på dansk i oversættelse ved Mette Holm, og bogen bekræfter hendes særlige evne til at lade det hverdagslige slå sprækker.

I 'Væsler på loftet' følger vi den samme navnløse fortæller gennem tre forbundne noveller, der med lavmælt intensitet kredser om ægteskab, fertilitet, maskulinitet og de forventninger, der knytter sig til voksenlivet. Oyamada skriver enkelt og nøgternt, men under den rolige overflade ligger en sitrende uro.

I den første novelle modtager fortælleren et opkald fra en gammel studiekammerat. Samtalen vækker minder om en fælles ven og et tidligere besøg i et hjem fyldt med akvarier og eksotiske fisk. Det, der umiddelbart fremstår som hverdagslige samtaler om hobby og familieliv, får gradvist en anden klangbund. Fiskene og deres formering bliver et diskret spejl for fortællerens egne overvejelser om fremtid og familiedannelse.

I den næste novelle besøger fortælleren og hans hustru vennen Saiki, nu i nye omgivelser på landet. Her forstyrres idyllen af uro på loftet – væsler, der ikke vil forsvinde. Dyrene fungerer både som konkret problem og som billede på noget mere uhåndgribeligt: naturens og livets uforudsigelighed midt i forsøget på at skabe orden.

I den tredje fortælling samles trådene under et besøg, hvor vejret isolerer personerne fra omverdenen. En lokal, næsten mytisk skikkelse træder frem, og stemningen bevæger sig i grænselandet mellem det realistiske og det let overnaturlige.

Oyamada mestrer det underspillede. Med få virkemidler skaber hun fortællinger, hvor små detaljer – akvarier, væsler og sne – vokser i betydning og åbner for større spørgsmål om identitet, ansvar og forandring.

'Væsler på loftet' er en bog for læsere, der holder af stilfærdige, stemningsmættede fortællinger med plads til fortolkning, og for dem, der ynder japansk samtidslitteratur, hvor det hverdagslige langsomt forskydes og får en snert af det urovækkende.

| Anbefalet af litteraturformidler Mathias V.  Løffgren |