Mathias anbefaler: Om det åndelige i kunsten

Vasilij Kandinskij: Om det åndelige i kunsten (1911/2002)

I 'Om det åndelige i kunsten' forskyder den russiske maler og kunstteoretiker Vasilij Kandinskij, en central skikkelse i udviklingen af den abstrakte kunst, opmærksomheden fra det synlige til det, der gennemstrømmer det: en indre nødvendighed, som ikke lader sig reducere til form, motiv eller efterligning. Kunstens opgave er ikke længere at gengive verden, men at give form til det, der allerede bevæger sig under den – som en vibration, en tone, en kraft.

Denne tænkning opstår ikke i et tomrum. Den står i forbindelse med en esoterisk strømning fra slutningen af det 19. århundrede, præget af den russiske okkultist Helena Petrovna Blavatsky, som forsøgte at formulere en skjult struktur bag den synlige verden. Hos Blavatsky gennemtrænges virkeligheden af åndelige lag, som kun indirekte kan erkendes. Kandinskij projekt kan læses som en æstetisk parallel: kunsten bliver et medium for det, der unddrager sig direkte sansning.

Men netop her opstår også et problem. For hvor Blavatsky udvikler et omfattende system, bevæger Kandinskij sig i en mere løs tænkning. Hans begreber om “indre nødvendighed” og “åndelig resonans” er suggestive, men også undvigende.

Kandinsky skriver i en tid, hvor kunsten stadig er bundet til genkendelighed: perspektiv, proportion og motiv fungerer som garantier for mening. For ham bliver denne binding en begrænsning. Jo mere kunsten ligner noget, desto mindre formår den at sige. Det er en radikal påstand – og en, der stadig bærer.

Alligevel er det værd at spørge, om frigørelsen fra motivet virkelig fører til større klarhed. Når maleriet ikke længere refererer til noget uden for sig selv, risikerer det også at lukke sig om sin egen logik. Det, der hos Kandinskij fremstår som åbning, kan opleves som lukning.

Farven spiller en central rolle. Hos Kandinskij er farve ikke dekoration, men handling. Blå trækker indad mod dybde og stilhed, gul presser frem med en næsten aggressiv energi, sort markerer ophør. Beskrivelserne er overbevisende som erfaring, men mindre som teori, hvor de kan fremstå næsten dogmatiske.

Kunsten bør stræbe efter at frigøre sig fra motivet

Det er derfor ikke tilfældigt, at Kandinskij vender sig mod musikken som ideal. Musikken behøver ikke at ligne noget og opererer direkte i sansningen. Maleriet bør, ifølge ham, stræbe mod det samme: en frigørelse fra motivet, hvor form og farve virker som rene kræfter. Men analogien har sine grænser.

Samtidig er Kandinskij tænkning båret af en markant alvor. Kunst er ikke et spørgsmål om smag, men om nødvendighed. Kunstneren placeres i en slags åndelig fortrop – som en, der registrerer noget, andre endnu ikke kan se. Her genklinger Blavatskys forestilling om skjult indsigt, men også en problematisk idé om kunstneren som særligt indviet.

Den nutidige læsning

Læst i dag fremstår teksten derfor dobbelt: som et historisk dokument fra en tid, hvor abstraktionen endnu var et brud, og som en stadig virksom refleksion over kunstens mulighed for at være mere end repræsentation. Men dens svaghed er også dens styrke. Kandinskij vil for meget og ender til tider med at postulere, hvor han burde undersøge.

'Om det åndelige i kunsten' henvender sig i dag primært til læsere med interesse for kunstteori, modernisme og idéhistorie, der ønsker at fordybe sig i abstrakt kunst og dens filosofiske grundlag. For den alment interesserede læser kan teksten virke krævende, men den kan samtidig fungere som en indgang til at forstå, hvorfor kunsten i det 20. århundrede bevægede sig væk fra det genkendelige.

Rummet mellem det synlige og det usynlige

'Om det åndelige i kunsten' er således ikke blot en programerklæring for abstrakt kunst, men en tekst, der balancerer mellem indsigt og overdrivelse og åbner et rum mellem det synlige og det usynlige.

Til læsere med interesse for beslægtede positioner kan teksten læses i forlængelse af The Work of Art in the Age of Mechanical Reproduction af Walter Benjamin samt The Painter of Modern Life af Charles Baudelaire.

| Anbefalet af litteraturformidler Mathias V.  Løffgren |