Mathias anbefaler: Livsceremoni af Sayaka Murata

Sayaka Muratas Livsceremoni (2025) er en samling på tretten noveller, hvor hver enkelt fungerer som et foruroligende spejl af det moderne menneskes fremmedgjorte tilværelse. Her møder vi en verden, der kun tilsyneladende minder om vores egen – beboet af karakterer, der lever i samfundsstrukturer, der er blevet drejet, forskudt og transformeret i en sådan grad, at det almindelige er blevet mærkværdigt, og det mærkværdige er blevet hverdag.
Muratas prosa er nøgtern og præcis, næsten klinisk i sin afstand, hvilket giver det groteske indhold en usædvanlig poetisk tone – som om verden selv har vænnet sig til vanviddet. Det er netop her, forfatteren viser sin styrke: ved at lade sine karakterer optræde med fuldkommen normalitet i situationer, der – målt efter vores målestok – er grænseløse og dybt forstyrrende.

I titelnovellen 'Livsceremoni' møder vi Iketani, en kvinde i en fremtid, hvor døde mennesker bliver spist under statssanktionerede ceremonier, og hvor reproduktion finder sted offentligt og funktionelt – uden følelsesmæssig involvering. Det er en verden, hvor moral og instinkter er blevet afskrevet som løgnagtige konstruktioner fra en fortid, hvor mennesket troede på sin egen særstatus. Her kan Deleuzes tanker om kroppens sammensætning og Anti-Ødipus give et klangrum til læsningen: mennesket er ikke længere individ, men et maskinelt element i et biopolitisk kredsløb, hvor affekt og drift er indoptaget i en ny og brutal normalitet.

Der er tydelige ekkoer af Baudrillards simulacrum i denne fortælling: ceremonierne imiterer ritualer fra en for længst forsvundet kultur, men uden noget oprindeligt forbillede tilbage. De er kopier uden original, hvor det hellige er blevet reduceret til social funktion. Når døden bliver genbrugt som næring og avl, og når kærlighed erstattes af kopulation, er det ikke en kritik af fremtiden, men en skarp, subtil spejling af vores egen nuværende opløsning af intimitet og ritualer.

Muratas univers er hverken dystopisk eller utopisk – det er et neutrum, hvor hun ophæver de moralske vurderinger og i stedet lader os stå tilbage med ubehaget i kroppen. Dette ser vi også i 'Et vidunderligt materiale', hvor hovedpersonen Nana går med en sweater strikket af menneskehår. Hvad i vores verden ville fremstå som makabert, er her et statussymbol, en helliggørelse, en etik omkring genbrug og respekt for menneskets rester.

Grænserne opløses

Murata skubber ikke blot til grænserne for det acceptable – hun opløser dem. I mødet mellem Nana og hendes kæreste Naoki bryder Murata diskret, men præcist den binære opposition mellem barbarisk og civiliseret: hvem er egentlig den primitive – ham, der nægter at bære sin fars krop som slør, eller hende, der bærer ham med stolthed?
I novellen 'Et veldækket bord' bliver spørgsmålet om menneskets fremmedgørelse i forbrugssamfundet sat i relief. Her møder vi søsteren Kumi, der insisterer på at servere mad fra en magisk landsby, hun mener at have levet i i et tidligere liv. Det er en elegant og humoristisk, men også sårbar fortælling om tro, ritualer og de mikroskopiske forskydninger i normalitet. Mad bliver her en semiotisk krigszone, hvor det symbolske slås mod det syntetiske, det kulturelle mod det kommercielle.

Balancen mellem det poetiske og det perverse

Muratas noveller balancerer elegant mellem det poetiske og det perverse. Hendes groteske univers fungerer som allegorier over en verden, hvor mennesket er blevet uigenkendeligt for sig selv. Men det groteske er der sjældent for chokeffektens skyld alene – i stedet fungerer det som en konsekvens af en række dybt menneskelige valg og værdier ført ud i deres ekstreme logik.
Novellerne bevæger sig faretruende tæt på grænsen til det banale eller det klichéfyldte chok – men undgår det med en næsten kirurgisk præcision. Der er en tilbageholdt, næsten stoisk etik i Muratas sprog, hvor selv de voldsomste billeder – som at spise sin elskede kollega – formidles med en ejendommelig form for ømhed.

Livsceremoni er ikke bare en samling sære noveller. Det er en rituel destruktion af det borgerlige menneskes forestillinger om moral, identitet og tilhørsforhold. Og alligevel, midt i alle disse opløsninger, bliver vi hele tiden mindet om menneskets længsel: efter mening, efter kærlighed, efter ritualer, der kan binde os sammen i en verden i opløsning.
Murata tvinger os til at stille spørgsmålet: hvis alt kan forandres – hvad skal vi så holde fast i?