Mathias anbefaler: Penge på lommen
Asta Olivia Nordenhofs Penge på lommen er første bind i hendes planlagte syvbindsværk Scandinavian Star, hvor hun med hver roman undersøger forskellige menneskeskæbner i kredsløb om den fatale færgebrand i 1990.
Af Marie Wildt
Asta Olivia Nordenhof: Penge på lommen (2023)
I romanen følger vi Maggie og Kurt, hvis kærlighedsforhold forvandler sig fra intenst og opbyggeligt til voldeligt og nedbrydende. Nordenhof skildrer, hvordan vores liv og kroppe bliver underlagt velfærdsstatens økonomiske systemer, og hvordan denne strukturelle fremmedgørelse forplanter sig i det private og ødelægger forbindelsen mellem mennesker.
En skildring af kærlighedens gradvise opløsning
Der er passager af stor skønhed og smerte, hvor forfatteren med et sanseligt og poetisk sprog fanger de små sprækker, der vokser mellem Maggie og Kurt, indtil de står som fremmede over for hinanden. Det er bevægende og sårbart, og bogens styrke ligger i dens præcise skildring af kærlighedens gradvise opløsning.
Men netop her opstår en dobbelthed. For selvom Nordenhofs blik er rettet mod kapitalismens ødelæggende kraft, fremstår romanens karakterer ikke blot som ofre for systemet, men også som mennesker, der svigter kærlighedens ansvar. Deres sammenbrud virker ikke udelukkende som en konsekvens af samfundsstrukturerne, men også som resultat af deres egen handlingslammelse og manglende evne til at bære det, kærligheden kræver. Læseren lades tilbage med stor eftertænksomhed, for i sidste ende kunne denne opløsning lige så vel udspille sig uafhængigt af et givent økonomisk system og under hvilken som helst politisk system, for kærligheden, i sin abstrakte og næsten religiøse betydning, som Paulus beskriver den, står uden for systemerne. Den kræver vilje, overbærenhed og mod, uanset den ydre verdens orden.
Bevægende og sårbar skildring af kærlighedens tab
Penge på lommen bliver dermed en roman, der både peger på samfundets fremmedgørelse og på det menneskelige svigt. Som en græshoppes sang klinger karakterernes smerte kort og smukt, men de forsvinder, før vi når helt ind til dem. Nordenhof leverer en bevægende og sårbar skildring af kærlighedens tab, men efterlader også læseren med spørgsmålet: Kan vi nøjes med at skyde skylden på systemerne — eller ligger ansvaret for kærligheden i sidste ende hos os selv?
| Anbefalet af litteraturformidler Mathias Løffgren |