KV25: Hvilke bøger 'stemmer' Kasper Flygare på?
D. 18. november 2025 er der valg til landets 98 kommunalbestyrelser. Efter valget skal de nye kommunalbestyrelser af deres midte udpege en borgmester. Kender du de bornholmske politikerne? Hvad tror du de læser? Har de mon noget spændende liggende på natbordet?
Af Marie Wildt
Vi har spurgt alle opstillingsberettigede partier på Borholm, om de vil lege med på en lille, uformel og bogglad spøg:
Vil jeres opstillingsberettede kandidater fortælle om sine favoritbøger, så poster vi disse forhåbentligt lidt anderledes personlige portrætter på Bornholms Folkebibliotekers digitale platforme frem til d. 18. november.
Kasper Flygare er 52 år og stiller op for Socialdemokratiet.
Hvilken bog – eller bøger - ligger på dit natbord lige nu?
Lige nu er jeg i gang med 'The end of reality' af Jonathan Taplin. Det handler om den indvirkning de sociale medier har på vores demokrati, og den indflydelse det får på vores sammenhængskraft, lokalt, nationalt og globalt... Der ligger også en bog der ikke læses fast, men er en bog jeg gerne vil læse: 'Taler der forandrede verden' af Mark Hawkins-Dady. Her er tidens største taler samlet, og jeg håber, at taler en dag igen kan få den betydning.
Er der en bog, som har haft betydning for dit syn på samfundet?
'Jordens søjler' af Ken Follett. Bogens helte og deres kamp mod det uretfærdige system, er skrevet på en måde, der rørte mig og følelsen af det uretfærdige i datidens samfund, gav mig lyst til at handle. Efterfølgende har jeg tit tænkt, at selv om vores demokrati ikke er perfekt, har vi opnået meget.
Hvad var din yndlingsbog som barn?
'Ringenes herre' af JRR Tolkien: fantastisk univers og eventyr. Simpel hen den første rigtige læseoplevelse, der fik mig fanget som teenager, og jeg har genlæst den som voksen.
Hvilken bog har lært dig mest?
Det er super svært at svare på, fordi der er rigtig mange bøger, der har lært mig meget. Men jeg vil sige, at 'De elendige' af Victor Hugo, var med til at sætte min historiske interesse i gang, og få øjnene op for de klassiske forfattere. Det var svært at komme i gang med bogen, men jeg lærte at give mig ro og tid, til at komme ind i bogen, inden jeg lagde væk, og det har været alfa og omega i rigtig mange bøger efter den. Med den læring og bogens fantastiske fortælling om den kriminelle men uegennyttige arbejderhelt, har jeg siden fået en masse viden, som jeg har hentet fra andre langsomt startende bøger.
Hvilken bog har rørt dig – måske endda fået dig til at græde?
Alt fra 'Gamle gule' til 'Vredens druer'. Hvis en bog rør mig, lever jeg mig så meget ind i den, at jeg let bliver rørt til tårer.
Hvis du kunne være en hovedperson i en bog, hvem skulle det så være?
Valget falder på Robin Hood, han har lidt af det hele, er outdoor-menneske og tager fra de rige og giver til de fattige, mens han bekæmper det onde.