KV25

KV25: Hvilke bøger 'stemmer' Niels Bertelsen på?

D. 18. november 2025 er der valg til landets 98 kommunalbestyrelser. Efter valget skal de nye kommunalbestyrelser af deres midte udpege en borgmester. Kender du de bornholmske politikerne? Hvad tror du de læser? Har de mon noget spændende liggende på natbordet?

Af Marie Wildt

Vi har spurgt alle opstillingsberettigede partier på Borholm, om de vil lege med på en lille, uformel og bogglad spøg: 

Vil jeres opstillingsberettede kandidater fortælle om sine favoritbøger, så poster vi disse forhåbentligt lidt anderledes personlige portrætter på Bornholms Folkebibliotekers digitale platforme frem til d. 18. november.

Hvilke bøger 'stemmer' Niels Bertelsen på?

Niels Bertelsen er 70 år og stiller op for Socialdemokratiet. 

Hvilken bog – eller bøger - ligger på dit natbord lige nu?

Kristian Leths 'Verdens vigtigste bog'. Det er en bog om Bibelen og hvordan den også påvirker os, der ikke er stærke i troen. Niels Krause-Kjær: 'Ude for uden'. Rigtig god og spændende bog der beskriver livet i landdistrikterne.

Er der en bog, som har haft betydning for dit syn på samfundet?!

Bo Lidegaard: 'J. O. Krag'. Bogen beskriver Danmarks historiske og politiske udvikling i efterkrigstiden og er samtidig en interessant personbeskrivelse.

Hvad var din yndlingsbog som barn?

'Lille sorte Sambo' sidder stadig i mig, selv om det er mange år siden. Det gik op for mig, at der er en verden derude, der er helt anderledes end den trygge verden jeg selv levede i. 

Hvilken bog har lært dig mest?

Jeg har læst økonomi på Københavns Universitet. Her kan jeg nok finde en stak af meget faktuelle bøger, som vil kede de fleste, men som naturligvis har præget mit liv.

Hvilken bog har rørt dig – måske endda fået dig til at græde?

Stephen King: 'Ondskabens hotel'. Jeg græd ikke. Jeg var rædselsslagen og turde til sidst ikke blade om på næste side. Jeg blev aldrig færdig!

Hvis du kunne være en hovedperson i en bog, hvem skulle det så være?

Som dreng læste jeg bøger om helte og legede videre med rollen ude i haven. Det gør jeg så ikke mere. Hovedpersoner i de bøger jeg læser nu, er ofte konfliktfyldte – nogle er deciderede skurke!