Litteratur

Dorthe anbefaler: 17. juni

Kan man ringe til en dag i sin barndom? Og hvorfor er den 17. juni 1986 så vigtig en dag? Dorthe anbefaler den stærke roman af Alex Schulman

Af Marie Wildt

Alex Schulman: 17. juni (2025)

Kan man ringe til en dag i sin barndom? Og hvorfor er den 17. juni 1986 så vigtig en dag?

I Alex Schulmans univers kan alt lade sig gøre. 17. juni kredser om barndomstraumer, forældre-barn-relationer og om de begivenheder, vi bærer med os hele livet – ofte uden helt at forstå deres betydning. Romanen undersøger, hvordan én enkelt dag i barndommen kan kaste lange skygger ind i voksenlivet og præge de valg, vi træffer.

Hovedpersonen Vidar befinder sig i en krise, er suspenderet fra sit arbejde som lærer efter en voldsom hændelse med en elev og forsøger at forstå, hvorfor han har handlet, som han har gjort i sit voksne liv. I sin søgen efter forklaringer vender han tilbage til barndommen – nærmere bestemt til den 17. juni 1986, hvor en traumatisk hændelse fandt sted. Det er denne dag, Vidar langsomt begynder at efterforske for at finde svar på nutidens uro.

Et opkald til fortiden

Et forfriskende og overraskende element i romanen er det magiske greb, Schulman introducerer. Da Vidar gennemgår gamle flyttekasser, finder han en papirlap med telefonnummeret til familiens sommerhus fra barndommen. Da han ringer op, får han forbindelse til sin far, som døde flere år tidligere. Uden at vide hvordan har Vidar ringet direkte til den 17. juni 1986 og åbnet en dør ind til fortiden.

Telefonopkaldene bliver rammen om romanens efterforskning af forholdet mellem far og søn. Samtalerne er ladede med det usagte, med misforståelser og med den kærlighed, der aldrig helt fandt et sprog. Det overnaturlige element fungerer ikke som et mål i sig selv, men som et virkningsfuldt greb til at undersøge hukommelse, skyld og sorg.

Barndommens afgørende øjeblikke

Som i Schulmans tidligere romaner er sproget enkelt og præcist, men følelsesmæssigt intenst. Små detaljer og situationer fra barndommen får stor betydning, og romanen kredser om, hvordan børn ofte bærer ansvaret for voksnes svigt uden at kunne sætte ord på det. Langsomt afdækkes den hændelse, som Vidar har fortrængt, men som fortsat styrer hans handlinger som voksen. Der opbygges suspense i løbet af fortællingen og brikkerne falder på plads et godt stykke mod enden af romanen.

17. juni er en stærk roman om at turde se tilbage for at kunne komme videre. Den er til læsere, der interesserer sig for psykologisk litteratur, familieforhold og fortællinger om barndommens afgørende øjeblikke. Dorthe sender sine varmeste anbefalinger – ikke kun til at læse 17. juni, men også en opfordring til at stifte bekendtskab med hele Schulmans forfatterskab, imens du venter i køen.

| Anbefalet af litteraturformidler Dorthe Møller Paulsen |