Læs sci-fi med Jakob Stegelmann
Sci-fi-bøger hjælper med at fremme den sunde skepsis og forestillingskraft, mener Jakob Stegelmann. Her får du fire anbefalinger fra ham.
Af biblioteket
Vi lever i tid med hastig teknologisk udvikling og mange forandringer.
Hvordan kan vi forholde os mere reflekteret – ja, både nysgerrigt og skeptisk - til alt det, fremtiden måske rummer og bringer?
Blandt andet ved at læse sci-fi-bøger, mener journalist og tv-vært Jakob Stegelmann.
For ved at gøre det, kan vi udforske flere mulige fremtider og styrke vores forestillingskraft. Hør hvorfor og hvilke udvalgte bøger han anbefaler nedenfor.
Du kan låne en lækker pose med de 4 bøger på biblioteket - spørg efter den på Rønne Bibliotek.
Project Hail Mary – Andy Weir
En intens og videnskabeligt troværdig science fiction-roman om skolelæreren Ryland Grace, der vågner alene på et rumskib i et fremmed solsystem – på en mission for at redde menneskeheden.
Bogen kombinerer spænding, humor og dyb menneskelighed med realistisk fysik og matematik og bliver både nervepirrende og rørende.
Bug – Enki Bilal
En dystopisk tegneserie, hvor et globalt digitalt sammenbrud kaster verden ud i kaos.
Historien udforsker vores totale afhængighed af teknologi og spørger, om mennesket stadig har det, der skal til for at overleve.
Ready Player One – Ernest Cline
En action-fyldt roman om en fremtid, hvor mennesker lever i et virtuelt univers.
Bogen stiller skarpe spørgsmål om virkelighed, eskapisme og AI – pakket ind i en nostalgisk rejse gennem 1980’ernes popkultur.
Frankenstein – Mary Shelley
En klassiker om videnskabsmanden, der skaber et kunstigt menneske. Romanen rejser tidløse spørgsmål om teknologi, etik og menneskelig hybris – og minder os om, at ikke alle store planer bør realiseres.