Marie anbefaler: Hjerteskærende roman
Marie blev fanget uventet stærkt ind i Niels Fredrik Dahls ’Fars ryg’, som fik Nordisk Råds Litteraturpris i 2024. En meget bevægende roman om en far og en søn (og et barnebarn), som satte tanker i gang om hendes eget ophav. En uhyre bevægende og meget elegant fortalt roman.
Af Marie Wildt
En roman om ensomhed og søgen efter identitet i en kuldslået familie fortalt af barnebarnet til en dominerende og tyrannisk bedstefar, Dommeren. Barnebarnet, som også er forfatteren, har et savn efter sin afdøde far, som han har svært ved at sætte ord på. 14 år efter sin fars død forsøger han at indkredse, hvorfor hans far blev den lidt bortvendte betragter af livet, han blev.
Vi rejser med Far rundt i Europa og Egypten i 1920’erne og 1930’erne, hvor Far var et lille barn, lidt efter lidt teenager og ung voksen. Vi er i Alexandria, i Genève og Norge. Eventyrligt kan det lyde.
Ud at få kilder vokser en hjertegribende fortælling
Jeg-fortælleren har som udgangspunkt ikke mange kilder at hægte sin historie op på. Han har fotografier, breve fra Dommeren, postkort og en masse tegninger, da Far tegnede helt fra barnsben. Han kender de store linjer om den lille familie: De flyttede fra Oslo til Alexandria i 1926 til en isoleret kolonialistisk ’overherre’ tilværelse, Far blev hjemmeskolet og sendt på kostskole i Norge som 13-årig og derpå til Folkeforbundets kostskole i Genève som 15-årig. Og så retur til Oslo.
Tomhed, ensomhed og meningsløshed
Dahl har som nævnt et spinkelt kildemateriale, og hans søgen efter Far fremkalder hans digtning og forestillingsevne: Han fylder afsnit for afsnit de tomme huller i Fars historie ud ved at cirkle frem og tilbage mellem de forskellige perioder i Fars liv. Langsomt bygges mere på, og vi forstår bedre og bedre hvorfor Far blev som han blev, og hvordan den kæmpe ensomhed og tomhed er gået i arv. Og ikke mindst hvilken rollen moderen havde i den patriarkalske, toksisk styrede familie.
Portrættet af Dommeren og hans kone Ellen – altså fars forældre – er skræmmende. Det er så meningsløst, at Dommeren skal fylde så meget, bestemme så meget. Han må ikke tiltales uopfordret, ikke modsiges og kone og barn skal følge hans systemer til punkt og prikke. Der er ikke fysisk afstraffelse, men man spørger sig selv, om det ikke havde været at foretrække for den kuldslåede ondskab og uforudsigelige momenter af nærvær, der var hverdagen. Her ruttes ikke med kram og klem fra Dommerens hånd.
Brevene fra Alexandria til de kostskoler Far sendes afsted til er en intens og kontinuerlig opdragelse pr. korrespondance og indeholder til Fars store sorg aldrig mere end et ’Din mor beder mig hilse’.
I både fortid og nær nutid bliver vi også langsomt klogere på Dommerens kone Ellen – moderen – hun mister sig selv et sted undervejs mellem Oslo og Alexandria. Og drengen – Far – har svært ved at genfinde hende, skønt skæbnen rykker dem tæt sammen igen, da kostskolelivet slutter.
Det er en musikalsk og lavmælt fortalt roman om ensomhed, tomhed og meningsløshed. Og familier. Min allervarmeste anbefaling.
| Anbefalet af bibliotekar Marie Wildt |
