Mathias anbefaler: Satantango

László Krasznahorkais: Satantango (2019)

Det er sjældent, man støder på en roman, der så nådesløst opløser enhver forestilling om klarhed, retning og menneskelig sammenhængskraft som László Krasznahorkais Satantango. Her forvandler sproget sig til en mudret, kvælende masse, hvor mennesket synker langsomt ned, mens det febrilsk forsøger at forstå sin egen tilstedeværelse. 

Romanen er et monument over forfaldets anatomi – men også over erkendelsens absolutte sårbarhed. I Krasznahorkais verden er sandheden ikke noget, der afsløres; den er noget, man tumler blindt ind i, som fanget i et brændende hus. Den manifesterer sig kun gennem vanvid, forvirring og desperation. En ikke blot relevant, men uomgængelig forståelsesramme for romanen er Arthur Schopenhauers filosofiske pessimisme: livet som en blind drift af utilfredshed, mangel og uafvendelig opløsning.

Viljen som tom profet og blind drift

Irimiás, denne spøgelsesagtige figur, glider gennem landskabet som et omvandrende løfte om frelse, der allerede ved sin ankomst er dømt til at smuldre. Han taler i visioner, men efterlader intet andet end ruin. Han er Schopenhauers vilje gjort kød: en kraft i bevægelse uden retning, uden formål, uden substans.

Han er ikke stærk – landsbyboerne er blot udhungrede. De projicerer deres længsel efter mening over på ham, som mennesker altid projicerer mening over på en verden, der ingen rummer. Irimiás bliver således ikke den profet, de håber på, men en katalysator for den opløsning, der allerede ulmer i dem alle. Han er et spejl, og det, de ser i ham, er deres egen tomhed.

Lidelsen: En verden bygget af utilstrækkelighed

Schopenhauer insisterer på, at livets essens er lidelse, fordi viljen aldrig tilfredsstilles. I Satantango bliver dette til en brutal realitet. Landsbyen er ikke blot fattig – den er fortabt. Et forseglet økosystem af snyltende relationer, druk, bedrag og mental erosion.

Der findes ingen helte, ingen modstandere engang. Kun mennesker, der bevæger sig som udslidte mekaniske fugle gennem et landskab uden håb. Futaki drømmer om flugt, men hans krop og vilje er for tunge. Schmidts forsøger at planlægge, men verden selv er en hån mod enhver idé om kontrol. Selv staten fremstår som karikatur – en grotesk maskine, der forsøger at opretholde orden i et univers, der allerede er kollapset.

Og midt i dette står Estike, barnet der langsomt suges ind i sin egen private afgrund. Hendes liv er ikke hårdt – det er tomt. Et vakuum. Hun er Schopenhauers filosofi destilleret til en eneste sørgelig skikkelse: et væsen uden trøst, uden kærlighed, uden mulighed for tilflugt.

Illusionens magt: at tro, man ved noget

Landsbyen er et reservoir af misforståelser. Sanyi, drengen der tror, han gør tjeneste for Irimiás, bærer romanens epistemologiske sandhed i miniature: mennesket farer ikke blot vild – det skaber sin egen vildfarelse. Det, han “ved”, er blot vrangbilleder. Fotografiet han fremviser, er som en ikonisk manifestation af Krasznahorkais sandhedsbegreb: verden fremstår kun i fragmenter, sløret, forvrænget, som et landskab set gennem beskidt glas.

De voksne er ikke bedre. Så snart Irimiás’ navn cirkulerer, opstår en kollektiv hallucination. De længes så desperat efter retning, at illusionen bliver mere virkelig end virkeligheden. Hos Krasznahorkai er illusion ikke blot en menneskelig svaghed – den er en viljeform. En febrilsk skabelse af mening i et univers, der ikke har nogen.

Sandheden i vanvidsform

Romanens mest ubarmhjertige sandhedsvidne er Halics’ hustru, der braser ind på bodegaen med sin Bibel, mens hun spyr en storm af dommedagsprofetier ud over mændene. Det er vanvid, ja – men det er også den eneste form, sandheden kan antage her. Hun er den eneste, der ikke længere formår at deltage i illusionens fælles koreografi.

Men sandheden i vanvidsform kan ikke accepteres. Den bliver afvist, latterliggjort, udvisket. Dette er måske forfatterens mest radikale pessimisme: At når sandheden endelig bryder frem, er den så monstrøs, så usammenhængende og så desperat, at ingen kan genkende den som sandhed. Den må artikuleres som skrig, visioner, brudstykker – og derfor forsvinder den.

Satantango er ikke blot en fortælling om undergang. Den er en insisteren på, at undergangen er verdens grundtilstand. Schopenhauer bliver således ikke bare en optik, men en nøgle. Krasznahorkai skriver som en, der har accepteret, at viljen er blind, lidelsen universel, illusionen uomgængelig – og sandheden kun mulig i sin mest forvredne, vanvittige form. Resultatet er en af de mest kompromisløse, mørke og dybt menneskelige romaner i europæisk litteratur.

| Anbefalet af litteraturformidler Mathias Valdemar Løffgren |