Mathias anbefaler: Solaris

Stanislaw Lem: Solaris (1961/2022)

Stanisław Lems 'Solaris' er ikke blot en klassisk science fiction-roman – den er en eksistentiel elegi, en meditation over den menneskelige erkendelsens grænseland, vores ufuldkomne sprog og den skrøbelige, men stædige kærlighed i et stumt og iskoldt kosmos.

På overfladen beretter den om en ekspedition til planeten Solaris – et fjernt, fremmed himmellegeme, dækket af et uendeligt, levende hav, hvis rytmiske bevægelser trodser fysikkens love og undviger menneskelig forståelse. Men under dette havs glitrende membran gemmer sig ikke rumalderens fascination – men menneskets inderste rum.

Solaris’ hav er ikke blot materie, men et spejl – et heterotopisk ekko, som Foucault ville have sagt – hvor vores dybeste psykiske strukturer reflekteres og gives kød i mareridtsagtige skikkelser. Det ukendte taler ikke med ord, men i genfærd, og det taler til vores skyld, vores tab, vores kærlighed. For hovedpersonen Kris Kelvin tager havet form af hans afdøde elskede, Harey – en smertefuld genkomst, ikke som hukommelse, men som stof. En tavs henvendelse fra noget, vi ikke kan fatte: Hvad vil det os – og hvorfor i kærlighedens billede?

Lem skrev 'Solaris' i en tid, hvor troen på menneskets evne til at erobre og forstå universet stadig glimtede i videnskabens blik – men han vendte blikket væk fra stjernerne og ind i bevidsthedens mørke. Ikke for at finde svar, men for at afsløre, hvor spørgsmålene selv bryder sammen. Tarkovskij, der filmatiserede romanen i 1972, tog ikke afstand fra denne idé – han radikaliserede den. Hvor Lem skrev med en ironisk distance til den videnskabelige arrogance, lod Tarkovskij den opløses i billeder af sorg, stilhed og støv. Tarkovskijs Solaris er ikke en rumstation i traditionel forstand, men en katedral af menneskelige længsler og fortielser, hvor videnskabens kolde redskaber ruster i hjørnerne, og hvor de døde vandrer med lavmælt alvor.

En dialog på tværs af medier

Begge værker er optaget af det samme: det uoversættelige møde med det Andet – og hvordan dette møde afslører os for os selv. Men hvor Lem lægger vægt på erkendelsens grænser og det logiske sammenbruds anatomi, skubber Tarkovskij 'Solaris' over i det sakrale, det mytiske. Hos Tarkovskij bliver havet et billede på Guds tavshed – eller måske menneskets egen døve længsel efter nåde. Deres 'Solaris' er ikke to forskellige verdener, men to afspejlinger af den samme: én i sprog, én i billede. En dialog på tværs af medier, hvor den ene spørger, og den anden svarer med stilhed.

Lem skriver sig ind i en tradition, hvor videnskaben ikke længere lover lys, men blot kaster skygger på væggen og afslører erkendelsens brist. Solaris nægter at lade sig begribe, nægter at bøje sig for begrebet – og tvinger mennesket til at stå nøgent over for det Andet: en bevidsthed uden ansigt, uden sprog, uden behov for vores forståelse.

Hvad er mennesket i mødet med det ubegribelige?

Romanens egentlige spørgsmål bliver ikke: Hvad er Solaris? Men: Hvad er et menneske, når det står over for det ubegribelige, det uoversættelige – det, der ikke kan elskes, men som alligevel vækker kærlighed?

For kærligheden i Solaris er ikke sentimental. Den er lidende, smertefuld, skamfuld – og netop derfor dybt menneskelig. Den er det sidste glimt af varme i et univers, der ellers forekommer indifferent, tyst og uforsonligt. Da Kris vælger at blive på Solaris, er det ikke for at forstå – men for at acceptere. Det er ikke en videnskabelig beslutning, men en spirituel overgivelse: til sin egen skyld, til sin elskede, til sin menneskelighed.

Tarkovskijs film intensiverer dette sjælelige mørke og strækker tiden ud i lange, meditativt flimrende billeder, hvor lyden af Bachs Ich ruf’ zu dir, Herr Jesu Christ klinger som en bøn i evig gentagelse – et sakralt ekko i en verden, hvor intet svar gives.

Solaris spørger os ikke bare, om vi kan elske det, vi ikke forstår. Den spørger, om det netop er i smerten, i afmagten, at vi for alvor bliver mennesker. Måske findes det dybeste i os ikke i forståelsen – men i den kærlighed, der rækker ud, selv når den ikke mødes.

| Anbefalet af litteraturformidler Mathias Løffgren |