KV25: Hvilke bøger 'stemmer' Joan Prahl på?
D. 18. november 2025 er der valg til landets 98 kommunalbestyrelser. Efter valget skal de nye kommunalbestyrelser af deres midte udpege en borgmester. Kender du de bornholmske politikerne? Hvad tror du de læser? Har de mon noget spændende liggende på natbordet?
Af Marie Wildt
Vi har spurgt alle opstillingsberettigede partier på Borholm, om de vil lege med på en lille, uformel og bogglad spøg:
Vil jeres opstillingsberettede kandidater fortælle om sine favoritbøger, så poster vi disse forhåbentligt lidt anderledes personlige portrætter på Bornholms Folkebibliotekers digitale platforme frem til d. 18. november.

Joan Prahl er 53 år og stiller op for Fælleslisten.
Hvilken bog – eller bøger - ligger på dit natbord lige nu?
Jeg får desværre alt for sjældent læst, før jeg falder i søvn, men jeg har 'Når mørket ruller ind' af Sandie Westh liggende lige nu.
Er der en bog, som har haft betydning for dit syn på samfundet?
Jeg læste for mange år siden 'Dødevaskeren' af Sara Omar og inviterede hende efterfølgende til markeringen af kvindernes internationale kampdag. Jeg må sige, at både bogen og Sara gjorde stærkt indtryk på mig og ikke mindst kvindesynet i forskellige dele af verden.
Hvad var din yndlingsbog som barn?
Jeg husker ikke vi fik læst højt i mit hjem, men jeg har altid elsket at læse 'Peter Plys' for mine egne børn.
Hvilken bog har lært dig mest?
Det ved jeg ikke, - jeg synes man lærer noget af alle bøger. Lige nu er jeg optaget af den keramiske verden, så det er praktisk læring jeg søger. Jeg har 'Pottemageri' af Stefan Andersson liggende fremme pt.
Hvilken bog har rørt dig – måske endda fået dig til at græde?
Det har 'Gorillaer i disen' af Dian Fossey. Jeg læste den som ganske ung og den rørte mig meget. Tænk at brænde for noget så meget som hun gjorde. Det er stærkt.
Hvis du kunne være en hovedperson i en bog, hvem skulle det så være?
Der er mange man gerne ville være, men valget må falde på Pippi. Hendes tilgang til verden omkring sig, handler om at se muligheder frem for begrænsninger og sådan ser jeg gerne mig selv. Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg nok godt!