KV25

KV25: Hvilke bøger 'stemmer' Mads Wolff på?

D. 18. november 2025 er der valg til landets 98 kommunalbestyrelser. Efter valget skal de nye kommunalbestyrelser af deres midte udpege en borgmester. Kender du de bornholmske politikerne? Hvad tror du de læser? Har de mon noget spændende liggende på natbordet?

Af Marie Wildt

Vi har spurgt alle opstillingsberettigede partier på Borholm, om de vil lege med på en lille, uformel og bogglad spøg: 

Vil jeres opstillingsberettede kandidater fortælle om sine favoritbøger, så poster vi disse forhåbentligt lidt anderledes personlige portrætter på Bornholms Folkebibliotekers digitale platforme frem til d. 18. november.

Hvilke bøger 'stemmer' Mads Wolff på?

Mads Wolff er 54 år og stiller op for Socialdemokratiet. 

Hvilken bog – eller bøger - ligger på dit natbord lige nu?

Mit natbord bærer præg af, at det kun er kort tid siden Litteraturens Folkemøde blev afholdt på møbelfabrikken i Nexø. Så lige nu ligger der flere læste og ulæste bøger. Jeg læser meget forskelligt, mest romaner. Men mødet med Liv Duvå gav mig lyst til at læse hendes digt, "Jeg vil have en statsminister" - et fint digt, der understreger behovet for diversitet blandt folkevalgte. Jeg er netop blevet færdig med Niels Krause-Kjærs 'Ude for uden'. En fremragende bog om tabet af landbokulturen. Og så glæder jeg mig til at gå i gang med Stine Askovs 'Varme hænder', der lige om lidt besøger biblioteket i Rønne. 

Er der en bog, som har haft betydning for dit syn på samfundet?

Der er faktisk mange, for det er det, litteraturen kan, åbne op og give perspektiver, forestillinger og evnen til at forstå andre mennesker i andre livssituationer end ens egen. Men for at nævne nogle stykker:  

  • Morten Pape: 'Planen', som beskriver en del af Danmark, som jeg slet ikke kender til.
  • Martin Andersen Nexø: 'Morten Hin Røde'
  • Ritt Bjerregaards fembinds erindringer om kvindeliv og moderne politik. 

Hvad var din yndlingsbog som barn?

'De 5 serien' af Enid Blyton om fem børn og deres hund, der altid kom ud for mystiske og farlige mysterier, som de løste i fællesskab!

Hvilken bog har lært dig mest?

Der er ikke en, men en række af bøger, og en af de bøger, som har sat sig og som åbnede op for en lang række læseoplevelser, nemlig Sjöwall og Wahlöös 'Brandbilen der forsvandt', nummer fem af deres 10 bind med fællestitlen Roman om en forbrydelse. Det var min dansklærer på Østre Skole i Rønne, der satte os til at læse den. Den viste mig, hvad bøger kan, og siden læste jeg hele serien og et utal af andre bøger i ungdomsårene.

Hvilken bog har rørt dig – måske endda fået dig til at græde?

Heldigvis mange, senest var det 'Annas Sang' af Benjamin Koppel og opfølgeren 'Sommerfuglens Stemme'. Begge er fremragende bøger - dramatiske, frygtelige og så alligevel enormt livsbekræftende midt i alt tristheden.

Hvis du kunne være en hovedperson i en bog, hvem skulle det så være?

Jean Valjean fra Victor Hugos 'Les Misérables'. En klassisk helt, der trods sine egne svære vilkår, kæmper for andre og et bedre samfund. Sådan en helt, som evner at løfte blikket fra egen tilstand og være noget for andre.