KV25

KV25: Hvilke bøger 'stemmer' Anne Thomas på?

D. 18. november 2025 er der valg til landets 98 kommunalbestyrelser. Efter valget skal de nye kommunalbestyrelser af deres midte udpege en borgmester. Kender du de bornholmske politikerne? Hvad tror du de læser? Har de mon noget spændende liggende på natbordet?

Af Marie Wildt

Vi har spurgt alle opstillingsberettigede partier på Borholm, om de vil lege med på en lille, uformel og bogglad spøg: 

Vil jeres opstillingsberettede kandidater fortælle om sine favoritbøger, så poster vi disse forhåbentligt lidt anderledes personlige portrætter på Bornholms Folkebibliotekers digitale platforme frem til d. 18. november.

Hvilke bøger 'stemmer' Anne Thomas på?

Anne Thomas er 56 år og stiller op for Socialdemokratiet. 

Hvilken bog – eller bøger - ligger på dit natbord lige nu?

  • Elsebeth Egholms 'Det første Offer' (jeg er ved at pløje mig igennem Dicte-serien)
  • Michael Stoltzes 'Sommerfuglehave' - jeg elsker at bladre lidt og se på billeder
  • Peter Hummelgaard: 'Der er noget vi skal tale om'. En vigtig bog om de børn vi svigter, fordi vi ikke taler om vold
  • Benito Scocozza: 'Danmarks Historiens Hvem, hvad, hvor'. Jeg er lidt vild med Guldalder, og slægtsforskning, så jeg kan lide at dykke ned i de begivenheder der farvede mine tiptipoldeforældres tid.
  • Helle Øbo: 'Man møder et menneske. Fra bureaukrati til relationel velfærd'. Jeg fik den anbefalet af en veninde. Det er vigtig viden om hvordan man kommunalt sætter mennesket først.

Er der en bog, som har haft betydning for dit syn på samfundet?

Sven Wernströms 'Skjult på Øen'. Det var den første bog jeg som barn læste, der havde et samfundsmæssigt perspektiv. To flokke svenske spejdere må overleve i halvandet år på en øde ø. Med alle de spørgsmål det bringer med sig om ansvar for fællesskabet.

Hvad var din yndlingsbog som barn?

Anna Jürgen: 'Blå Fugl - Irokesernes plejesøn' og Jules Verne: 'Den hemmelighedsfulde Ø'. Især versionen som tegneserie. Jeg elskede alt med indianere og noget med at overleve i naturen. Planen var at være indianer, når jeg blev stor. Jeg endte med at blive ingeniør i stedet, så Jules Verne har ikke levet forgæves.

Hvilken bog har lært dig mest?

Bodil Claëssons 'Drømte mig en drøm i nat'. Fik mig til at lytte til mit indre

Hvilken bog har rørt dig – måske endda fået dig til at græde?

Mange. Jeg kunne nævne 'Niceville' af Kathryn Stockett, men også 'Kvinderne fra Thy' af Maria Helleberg. Der er mange.

Hvis du kunne være en hovedperson i en bog, hvem skulle det så være?

Det skulle nok være Aliena i 'Jordens Søjler' af Ken Follett. Hun er handlekraftig og entreprenant. Men jeg kunne også lide Mette Rosenkrantz i Helle Stangerups 'Sankt Markus Nat'. Jeg kunne også tænke mig at være de fleste kvindefigurer i Matador: Agnes, Kathrine, Elisabeth, Ingeborg... Det siger noget om Lise Nørgaards fortælleevne!