KV25: Hvilke bøger 'stemmer' Sebastian Bloch Jensen på?
D. 18. november 2025 er der valg til landets 98 kommunalbestyrelser. Efter valget skal de nye kommunalbestyrelser af deres midte udpege en borgmester. Kender du de bornholmske politikerne? Hvad tror du de læser? Har de mon noget spændende liggende på natbordet?
Af Marie Wildt
Vi har spurgt alle opstillingsberettigede partier på Borholm, om de vil lege med på en lille, uformel og bogglad spøg:
Vil jeres opstillingsberettede kandidater fortælle om sine favoritbøger, så poster vi disse forhåbentligt lidt anderledes personlige portrætter på Bornholms Folkebibliotekers digitale platforme frem til d. 18. november.

Sebastian Bloch Jensen er 35 år og stiller op for SF.
Hvilken bog – eller bøger - ligger på dit natbord lige nu?
En børnebibel med historien om David og Goliat, som jeg netop har læst højt fra i Gudhjem Kirke til en Halloween-aften. Det er en stærk fortælling om mod og om at turde stå op mod noget, der virker uovervindeligt. Jeg er desuden halvvejs igennem Puk Damsgårds rejsefortælling 'Arabica', hvor hun blandt andet møder nogle stærke kvinder i Yemen, som kæmper for deres frihed.
Er der en bog, som har haft betydning for dit syn på samfundet?
Bogen/manuskriptet 'Rettergang' af Jean-Paul Sartre. Historien viser, hvordan en politiker kan blive fanget i samfundets magtstrukturer og mister sin oprindelige idealisme og moral. Bogen har også ændret mit syn på det personlige ansvar for egne valg og handlinger. Ikke mindst i en magtposition.
Hvad var din yndlingsbog som barn?
Harry Potter-bøgerne – uden tvivl. Jeg var fuldstændig opslugt af universet og kunne læse dem igen og igen. De var både magiske, spændende og fulde af venskab. Nu læser jeg dem højt for min dreng på ni år. Vi er lige blevet færdige med den syvende og sidste bog, og det har været en fantastisk oplevelse at dele universet med ham.
Hvilken bog har lært dig mest?
Jeg er blevet glad for historier, hvor hovedpersonen kæmper en indre kamp, og hvor forfatteren tør udforske selvrefleksionen. Den slags bøger får mig til at tænke over, hvad jeg bruger mit liv og min tid på. Det kunne for eksempel være første bog i serien om 'Dune' – eller 'Den uendelige historie'.
Hvilken bog har rørt dig – måske endda fået dig til at græde?
'Vi, de druknede' af Carsten Jensen. Den er barsk, men samtidig så menneskelig. Den beskriver livet, døden og havet på en måde, der virkelig går i hjertet. Fortællingen, som foregår meget omkring Ærø, minder mig om min egen barndom i Gudhjem – om end hovedpersonernes opvækst var langt mere barsk end min egen!
Hvis du kunne være en hovedperson i en bog, hvem skulle det så være?
Jeg har altid elsket 'Ringenes Herre' og drømt om at være en klog troldmand som Gandalf, der på et tidspunkt siger:
“Nogle tror, at det kun er stor magt, der kan holde ondskaben i skak. Men det er ikke, hvad jeg har erfaret. Det er de små, dagligdags gerninger udført af almindelige mennesker, der holder mørket borte. Små handlinger af godhed og kærlighed.”
Den sætning rammer noget helt centralt for mig – at det ofte er de små handlinger, der gør den største forskel.