Læsning er magi -
Vores praktikant Jasmin fortæller om sin passion for læsning
Læsning er magi -
"Jeg bliver bedstevennen, antihelten eller hende der sidder i lommen af fortælleren, når jeg læser"

Læsning er magi

02.10.19
Vores praktikant Jasmin Würtz elsker at læse, at fordybe sig og lade tankerne flyve.

Læsning er at koncentrere sig så hårdt, at man glemmer alting omkring sig. Læsning er ord og sætninger der som perler på en snor, ligger pænt på en række, til du uden at vide det har slugt alle ordene og læst alle siderne i din bog. 

Ord er hemmelige skatte

Jeg tænker på mig selv som en læser der blomstrede sent – i den traditionelle forstand. Jeg begyndte ikke rigtig at læse bøger før midt mine i teenageår, efter en barndom med tegneserier, farver, spil og fortællinger. Men jeg har jeg altid fået historier fortalt, fortalt historier til andre og snuset til ord hvor jeg kunne finde dem. Som var de en hemmelig skat kun jeg kendte til. Og nogle gange stjålet ordene til mig selv og sat dem sammen til min egen snor af ord, som pæne perler jeg kunne have med mig om halsen. 

Læsning er mange ting for mange mennesker, men læsning for mig er en mulighed for at rejse. Til uendelige verdener du ikke engang vidste eksisterede, før der var en der åbnede dine øjne for dem. Eller måske faldt du over en forside, der fik det til at knuge så hårdt i brystet på dig, at du vidste, at der, var du allerede tabt. Tabt i ordenes magt – men på den bedste af måder. 

Det begyndte med Hobitten

Så mange år efter at min far læste Hobitten højt for mig, må jeg gang på gang erkende, at jeg, når jeg går igennem en boghandel eller biblioteker, forstår, at der er så mange flere bøger end jeg selv kan nå at læse i et helt liv, ja i flere liv – og det er helt okay!

For, for mig handler det om den gode historie. Og det er altid det jeg sigter efter. Nogle gange kan der være langt imellem dem, og nogle gange snubler man over dem, ligesom Alice, og befinder sig i et kaninhul af muligheder, personer og verdener til man er helt blå i hovedet af indtryk. 

For mig er det handlingen AT LÆSE, der betyder noget, ikke om hvad jeg læser. Heller ikke om hvem der har udgivet det eller hvor bogen kommer fra. Det handler om at læse, det handler om at gøre det. 

Gang i det små grå

Det handler for mig om at læse, for at aktivere min hjerne, for at sparke til de små grå der nogle gange er mere dovne end jeg selv synes. 

"Jeg bliver bedstevennen, antihelten eller hende der sidder i lommen af fortælleren"

Men når jeg læser, og så kigger op og ser, at der er fløjet flere timer forbi mig, og de er svundet ind til ingenting i sådan en fart man ikke tror muligt, så bliver min hjerne helt og aldeles og fuldstændig elektrisk. Det er som om jeg holdt pauseknappen inde på mit eget ur. Stoppede tiden på min egen historie og hoppede ind og blev hovedpersonen i en andens. Som om jeg byttede plads, på en måde jeg kun kan erkende bog efter bog, stadig er uvant – er magisk. At jeg blev bedstevennen, antihelten eller hende der sidder i lommen af fortælleren, der guider mig hele vejen historien.

Læsning er magi

For mig er læsning mere end bare små sorte tegn på en side - op og  ned. Det er ord, der bliver til sætninger, som bliver til sider, som til sidst bliver til en hel bog! Og hvis det ikke er magisk, så ved jeg ikke hvad at det er. 

Læsning er magi. Så tæt på magi, som jeg tror vi nogensinde kan komme.