Mathias anbefaler: Gabriele d'Annunzio: Il Piacere (Pleasure)

Gabriele d'Annunzio: Il Piacere (Pleasure) (1889/2013)

Vores litteraturformidler Mathias har læst "Il Piacere (Pleasure)" af Gabriele d'Annunzio fra 1889 – en roman, der åbner døren til et Europa på tærsklen til sin egen undergang. Det blev en berusende og besværgende læseoplevelse gennem parfumerede saloner, erotiske ritualer og æstetiske besværgelser, hvor skønheden dyrkes med næsten religiøs intensitet. Men bag fløjl, marmor og raffinement vokser samtidig en erkendelse frem af, at hele denne verden allerede er ved at forsvinde.

Hvordan skal man nærme sig dette hedengangne Italien i det 19. århundredes skumring, dette sensoriske regime, hvor æstetikken ikke længere fungerer som ornament omkring livet, men som dets primære virkelige substans? Hvordan kan man betræde disse parfumerede saloner og skyggefulde gemakker, hvor enhver gestus endnu besidder ceremoniel vægt, samtidig med at modernitetens første vibrationer allerede kan høres under marmorgulvene?

I den italienske forfatter Gabriele d’Annunzios første roman 'Pleasure', får læseren muligheden for ikke blot at træde i et europæisk litterært mesterværk, men muligheden for at bevæge sig gennem en civilisation, der stadig spejler sig i sin egen skønhed, uden helt at forstå, at det kommende århundrede allerede står udenfor med motorer, elektricitet og stål.

Livet som iscenesættelse

Hos Gabriele d’Annunzio er livet aldrig blot liv; det er iscenesættelse. Verden eksisterer kun i det omfang, den kan stiliseres, og mennesket må enten forme sig selv til kunstværk eller forsvinde ind i massens grå anonymitet. Romanens hovedperson, Andrea Sperelli, bevæger sig gennem Rom som en sidste dekadent præst i et tempel, hvis gud allerede er begyndt at dø. Han elsker ikke kvinder; han kuraterer dem. Han lever ikke; han komponerer sig selv.

Og dog er 'Pleasure' langt mere end en dekadent fantasi om aristokratisk raffinement. Under al denne silke, disse elfenbenshvide hænder og disse næsten liturgiske erotiske ritualer vibrerer en latent undergangsfornemmelse. D’Annunzio synes intuitivt at forstå, at denne ekstreme dyrkelse af skønheden samtidig er et symptom på en kultur, der nærmer sig sin opløsning. Det er, som om romanen konstant befinder sig på tærsklen mellem to epoker: mellem det 19. århundredes dekadente æsteticisme og det 20. århundredes futuristiske acceleration.

Det er netop denne spænding, der gør romanen så hypnotisk. Andrea Sperelli fremstår som et menneske, der forsøger at standse historien gennem raffinement. Hver genstand omkring ham — et brev, et møbel, et stykke stof — ophøjes til tegn i et æstetisk kosmos, der desperat forsøger at holde vulgariteten, hastigheden og den moderne verdens fremmarch på afstand. Men moderniteten lader sig ikke standse. Man mærker den overalt i romanen som en fjern motorisk støj under sprogets ornamentik.

Et tungt parfumeret rum

Sproget selv er måske romanens største triumf. D’Annunzios prosa bølger frem med en næsten musikalsk selvbevidsthed, mættet af sanselige forskydninger og ornamentale bevægelser. Man læser ikke romanen lineært; man synker ned i den som i et tungt parfumeret rum, hvor tiden mister sin sekventielle orden. Sætningerne synes konstant at spejle sig i deres egen skønhed, som om teksten selv forsøger at blive et kunstobjekt snarere end et medium for fortælling.

Men netop her ligger også romanens tragedie. Andrea Sperelli bliver gradvist ude af stand til faktisk nærvær. Han kan kun opleve verden gennem repræsentationens filter. Erotiske relationer ophører med at være spontane og bliver i stedet æstetiske ceremonier, udført med næsten religiøs præcision. Han forelsker sig ikke i mennesker, men i billeder af dem — i stemninger, reflekser, silhuetter. Han lever i en verden af overflader, og disse overflader bliver til sidst hans fængsel.

Derfor er 'Pleasure' i sidste ende ikke en hyldest til æstetikken, men en dissektion af dens metafysiske ensomhed. D’Annunzio viser med næsten ubærlig elegance, hvordan skønheden, når den ophøjes til absolut princip, langsomt fortærer det menneskelige, den oprindeligt skulle forskønne. Andrea Sperelli bliver ikke et frit menneske, men et museum for sine egen sensibilitet — udsøgt, raffineret og allerede halvt mumificeret.

At afslutte romanen føles derfor som at forlade et palads kort før dets kollaps. Man bærer stadig duften af røgelse, fløjl og erotisk melankoli med sig, men også fornemmelsen af noget sygeligt, næsten terminalt. Og måske er det netop d’Annunzios største bedrift: at han formår at gøre civilisationens forestående undergang så svimlende smuk.
 

| Anbefalet af litteraturformidler Mathias V.  Løffgren |