Dorthe anbefaler: Jeg som aldrig har kendt mænd af Jacqueline Harpman
En sjældent stærk læseoplevelse om overlevelse, og den kraft der ligger i erindringen, i søgen efter svar, og det at være menneske. Perfekt til læsere af litterære dystopier og eksistentielle romaner.
Af Monica Severin
Hvem er vi uden vores historie?
40 kvinder holdes fanget i et bur dybt under jorden. Ingen ved hvorfor. Ingen ved hvor længe de har været der. De fleste har små fragmenter af minder fra et tidligere liv før fangenskabet – om børn, arbejde, kærlighed og hverdagsliv.
Kun én ganske ung kvinde står uden fortid. Hun sidder for sig selv, kender ikke verden udenfor fangenskabet og oplever alt for første gang.
Da kvinderne pludselig får mulighed for at flygte, begynder en rejse gennem et fremmed landskab, men også en søgen efter svar på nogle af de største spørgsmål et menneske kan stille: Hvem er jeg? Hvad giver livet mening? Og hvor kommer vores forståelse af verden fra?
Det er en roman om menneskets utrolige evne til at overleve. Ikke kun fysisk, men også mentalt. Om hvordan nysgerrighed, videbegær og viljen til at stille spørgsmål kan holde et menneske i live, selv når alt andet synes håbløst.
Jeg som aldrig har kendt mænd
Titlen er både enkel og gådefuld. Fortælleren har ganske vist aldrig kendt nogen mænd. Hun har aldrig oplevet forelskelse, kærlighed eller familieliv. Men titlen peger også mod noget større. For hvad vil det egentlig sige at kende et andet menneske? Og hvem bliver vi selv gennem de relationer, vi indgår i?
Hovedpersonen stiller spørgsmål og er videbegærlig. De andre kvinder svarer som oftest på hendes spørgsmål: ”Hvad vil du bruge det til”? Men det er netop søgen efter svar, der er fortællerens drivkraft.
Romanen kredser om erindringens kraft. De andre kvinder holder fast i små minder fra deres fortid, mens fortælleren må skabe sin forståelse af verden helt fra bunden.
På den måde bliver bogen også en undersøgelse af, hvordan erfaringer former os – og nogle gange begrænser os.
Forfatteren Jacqueline Harpman blev født i en jødisk familie, som måtte flygte fra nazismen under Anden Verdenskrig. Romanen handler ikke direkte om Holocaust, men skildringen af fangenskab, af mennesker der klamrer sig til rutiner, håb og mening i en uforklarlig tilværelse, leder uundgåeligt tankerne mod koncentrationslejrenes erfaringer.
At tælle dagene, skabe struktur og holde fast i sin nysgerrighed bliver en måde at bevare sin menneskelighed på. Kvinder og mænd er i bogen adskilt – ligesom de var det i koncentrationslejrene.
Jeg som aldrig har kendt mænd udkom oprindeligt i 1995, men er først i 2025 blevet oversat til dansk.
Den er blevet genopdaget af læsere verden over og udråbt til en moderne klassiker, og Dorthe forstår godt hvorfor. Det er en stille, eftertænksom og dybt bevægende roman, som bliver ved med at rumstere længe efter, at sidste side er vendt.
Det er en sjældent stærk og uforglemmelig læseoplevelse – en roman om ensomhed og fællesskab, om hukommelse og håb, og om menneskets bemærkelsesværdige evne til at fortsætte med at søge svar, selv når verden omkring er tavs og øde. Læs den!
Om forfatteren
Jacqueline Harpman blev født i Etterbeek i 1929 i en jødisk familie, der måtte flygte til Casablanca i kølvandet på nazisternes invasion. Efter at have studeret fransk litteratur, begyndte hun at læse til læge, men måtte opgive, da hun blev ramt af tuberkulose.
I 1954 begyndte hun at skrive litteratur, i 1958 udgav hun sin første roman, og i 1980 var hun færdiguddannet som psykoanalytiker. Harpman skrev i løbet af sin forfatterkarriere over 15 bøger og vandt en lang række priser, heriblandt Prix Médicis for romanen Orlanda (1996). Jeg som aldrig har kendt mænd er hendes første udgivelse på dansk.
| Anbefalet af litteraturformidler Dorthe Møller Paulsen |
