Mathias anbefaler: Amalie Langballes 'Elskende'

Amalie Langballe: Elskende (2025)

Amalie Langballes 'Elskende' er en af den slags sjældne romaner, der nærer et næsten åndsaristokratisk håb om, at dansk litteratur stadig tør bevæge sig væk fra det umiddelbart genkendelige og ind i det sælsomme, kunstfærdige og mørke. Hos Langballe findes endnu den mere obskure ambition, at litteraturen skal åbne en dør til noget, der er smukkere, hæsligere og farligere end virkeligheden. Man træder ind i Elskende, som man træder ind i den smukkeste italienske have og først for sent opdager, at man drømmer. Cypresserne står sorte langs stierne, hækkene er klippet med en præcision, der får naturen til at ligne en tanke, roserne hænger tunge i varmen, og et sted løber vand over marmor. Længere inde ligger kongehuset, og mellem det og horehuset findes labyrinten. Det er først efter nogen tid, man opdager, at noget er forkert. At solen ikke længere bevæger sig. At man har passeret den samme statue før. At der er noget menneskeligt ved lugten fra roserne. 

Sådan forekommer skønheden i 'Elskende'. Den beskytter ikke mod det hæslige. Den fører os derhen.

Horehuset som mørkt spejl

Romanens navnløse adelskvinde sendes af sin mand til et horehus som en ydmygende revselse, ikke mindst fordi ægteskabet er forblevet barnløst. Her findes kvinderne, mændene, pengene, sygdommen og husets gådefulde bestyrer Viola. På den anden side af labyrinten findes kongehuset og Sunniva, og mellem de to verdener løber kærligheden som en hemmelig gang under jorden.

Men horehuset er mere end romanens kulisse. I foredraget Des espaces autres fra 1967 beskriver Michel Foucault det, han betegner som det heterotopiske rum – mod-rum, der eksisterer midt i samfundet, men samtidig spejler, forskyder og blotlægger dets orden. Det er påfaldende, at Foucault selv nævner bordellet. For ham kan heterotopien fungere som et illusionsrum, der får de øvrige rum, vi betragter som virkelige og naturlige, til selv at fremstå som illusioner. Bordellet bliver dermed ikke blot et sted uden for den respektable verden, men et mørkt spejl, hvori denne verden kan få øje på sin egen konstruktion.

Sådan fungerer horehuset også hos Langballe. Det befinder sig ikke uden for samfundets moral, økonomi og kønslige hierarkier; det samler dem snarere i et enkelt rum og gør dem grotesk synlige. Det, som uden for kan kaldes kurtisering, ægteskab, pligt, kærlighed eller begær, får her en pris og en varighed. Døren lukkes, pengene skifter hænder, kroppen stilles til rådighed, og bagefter går manden igen. Horehuset står ikke uden for verden omkring det. Det blotlægger den. Det er verden uden for i en mere ubarmhjertig belysning.

Her bliver det, som kærligheden sædvanligvis udsmykker, gjort ubehageligt tydeligt: udvekslingen. Det er næsten, som om Langballe har bygget et mørkt spejl over for kongehuset. På den ene side findes ægteskabet, arven, slægten, værdigheden og kærlighedens ceremonier; på den anden findes betalingen, kødet og den tidsbegrænsede adgang til et andet menneskes krop. Men spejlet viser ikke to modsatte verdener. Det antyder noget langt mere ubehageligt: at de måske tilhører den samme orden. At også den respektable kærlighed kan rumme handel, ejerskab, forventning og gæld, blot udsmykket med andre ord.

Der er en næsten befriende rædsel i denne klarhed. Ingen behøver kalde begæret skæbne.
Mændene undslipper heller ikke denne afklædning. På horehuset mister den mandlige autoritet sit kostume. Mændene bliver kroppe: svedende, lugtende, opsvulmede, klodsede, latterlige og sårbare. Magten forsvinder ikke, men den bliver legemlig og dermed også mulig at se. Det er en særegen form for fornedrelse, fordi den ikke nødvendigvis består i, at magtforholdet vendes om. Kvindernes kroppe har stadig en pris. Men manden, der betaler, bliver samtidig selv synlig som krop, drift og behov. Han kan købe adgang til den anden, men han kan ikke købe sig fri af sin egen krop.

Vi lever altid i det, der skal komme

På vej mod horehuset bevæger fortællerens erindring sig gennem nogle af de øjeblikke, hvor verden mistede sin uskyld. Den første konfrontation med den mandlige seksualitets fysiske magt står ved siden af barndommens erindring om kornmarker, der bevæger sig bølgende og nænsomt. Senere kommer den mere stille katastrofe: erkendelsen af, at forestillingen om et liv fyldt helt op med kærlighed netop kun var en forestilling. Kornmarken lærer barnet, at verden kan kærtegne; kroppen lærer kvinden, at kærtegnet også kan tage. De kommer begge gennem huden. Men mellem de to erfaringer ligger noget endnu mere smertefuldt: drømmen om, at livet skulle blive anderledes.

Mennesket lever mærkværdigt længe i futurum. Som barn forestiller man sig det liv, der skal komme; senere den kærlighed, der skal indfinde sig, det menneske, der skal se én, det sted, hvor livet endelig vil begynde at ligne det liv, man havde tænkt sig. Lykken befinder sig altid et lille stykke længere fremme ad stien. Og så opdager man en dag, at stien ligger bag én. Måske er det den egentlige rædsel i Elskende: ikke blot at kærligheden kan fejle, men at selve forestillingen om, at et menneskeliv nogensinde skulle kunne fyldes til randen med kærlighed, er en latterlig menneskelig drøm. Som om universet havde lovet os noget. Som om vi havde krav på at blive den mindste smule lykkelige. Og på et tidspunkt kan det være for sent. Ikke tragisk, teatralsk for sent – det ville næsten være lettere – men almindeligt, menneskeligt for sent. Årene er gået, kroppen har husket, valgene er truffet, hemmelighederne har slået rødder, og det liv, man stadig går og venter på, viser sig måske at være det liv, man allerede har mistet. Alligevel drømmer mennesket videre. Det er både vores latterlighed og måske vores eneste storhed.

Begærets mørke vidner

Det er i denne have, man begynder at høre stemmer fra en ældre, mørkere og sublimt raffineret litteratur om begæret. Et sted findes Marquis de Sade, den franske libertiner, der drev forestillingen om det frie menneske ud i dens mest obskøne konsekvens: Hvad sker der, hvis min frihed ikke standser ved din krop? Hos de Sade bliver seksualiteten et filosofisk torturkammer; begæret spørger ikke, om du elsker mig, men hvor langt min vilje kan trænge ind i dig.

Hos Leopold von Sacher-Masoch, den østrigske forfatter, hvis navn siden blev ophav til begrebet masochisme, bliver forholdet mere sælsomt. Hans litteratur kredser ikke blot om smerten, men om ceremonien omkring den: pelsen, kontrakten, kulden, ventetiden, den overlegne kvinde. Fornedrelsen må iscenesættes, næsten forskønnes, før den kan begæres. Den underkastede befinder sig ikke bare i magtens rum; han har selv været med til at møblere det. De Sade vil ind i den andens krop. Sacher-Masoch gør sin egen krop til det rum, den anden inviteres til at herske over.

Og bag dem begge aner man et endnu mere desperat spørgsmål: Hvor slutter den ene, og hvor begynder den anden? Her bliver Otto Weininger vanskelig at komme udenom. Den unge østrigske filosof udgav i 1903 Geschlecht und Charakter, et af den europæiske kønstænknings mest besynderlige og frastødende monumenter. Han ville ikke blot beskrive manden og kvinden, men gøre dem til principper: manden som individualitet, bevidsthed og ånd, kvinden som seksualitet og mangel på et autonomt jeg. Men måske er det ikke engang kvindehadet, der gør Weininger interessant her. Det er angsten nedenunder. En rædsel for sammenblandingen. Weiningers verden må ordnes: mand her, kvinde dér, ånd på den ene side, krop på den anden. Jeget må have en grænse, og grænsen må kunne ses. Hans filosofi ligner en italiensk have anlagt af et menneske, der er rædselsslagent for, at planterne en nat skal vokse ind over hinandens bede. Weininger klipper hækkene, indtil de bløder. Langballe lader dem vokse.

I horehuset bliver denne orden umulig. Manden kan betale og samtidig fornedres. Kvinden kan være handelsvare og samtidig den, der ser. Den dominerende kan være afhængig, den underkastede kan begære sin underkastelse, og kroppene flyder ind over de grænser, kulturen har anlagt omkring dem. Det samme gør hemmelighederne. Hos Langballe er hemmeligheden ikke blot noget, man ved og undlader at fortælle; den bliver en form. Mennesket bøjer sig omkring det, som ikke kan siges. Vi tager omveje, tier, lyver og indretter efterhånden vores liv omkring et indre rum, ingen andre må betræde. Det er sådan labyrinten opstår. Ikke kun mellem horehuset og kongehuset, men inde i mennesket. Derfor bliver følelsen af at være oplæst så uhyggelig. At blive aflæst er at blive forstået. At blive oplæst er noget mere voldsomt: at opdage, at den anden allerede har fundet ens hemmelige tekst, at nogen kan bevæge sig gennem de rum, man troede var sine egne. Måske er det kærlighedens egentlige mareridt i Elskende: ikke frygten for aldrig at blive kendt, men rædslen for endelig at blive det.

Og alligevel bliver vi ved. Efter kroppen har lært magten at kende, efter pengene, fornedrelsen og hemmelighederne, efter at vi har forstået, at ingen har lovet os lykken, bliver en rest af den gamle forestilling tilbage: at der måske alligevel findes et menneske, et værelse, en sommer, hvor livet et kort øjeblik kunne blive, som vi forestillede os det. De Sade vil overskride grænsen til den anden. Sacher-Masoch vil arrangere sin egen overskridelse. Weininger vil bygge grænsen så høj, at han aldrig behøver tvivle på, hvem han selv er. Langballe sender dem alle ind mellem hækkene. På horehuset kan kroppen købes. På slottet kan kærligheden udsmykkes. I labyrinten går mennesket rundt med sin latterlige lille drøm om at blive lykkeligt. Et sted derinde står rosen stadig. Man ved efterhånden godt, at den ikke kan redde én. Man bøjer sig alligevel ned for at dufte til den. Og først da opdager man, at det er blevet nat.
 

| Anbefalet af litteraturformidler Mathias V.  Løffgren |