Mathias anbefaler: Århundredets undergangskrønike!
Mathias er begejstret, rigtigt begejstret for von Rozzoris' "En hermelin i Tjernopol". Læs den, hvis billedet af dig selv tåler at ses i denne forvrængede ramme. Læs den, hvis du vil mærke, hvordan sproget stadig kan være en modstand mod glemslen.
Af Marie Wildt
Gregor von Rozzoris: En hermelin i Tjernopol (1958/2024)
Hvordan skal man beskrive den tilstand, hvori det moderne menneske befinder sig, dette menneske uden hjem, uden rødder, uden arv, kastet ud i en verden, hvor alt, hvad der engang bar og bandt, er smuldret, forsvundet, opløst til støv i historiens ubarmhjertige vinde? Hvad skal man sige, når man står blandt ruinerne af det østrig-ungarske rige, denne mægtige organisme, der engang, som en krops bankende hjerte, pumpede liv ind i det gamle Europas årer, og som nu ligger dér, stivnet, kold, for længst borte med blæsten? En verden af i går, som aldrig vender tilbage, og alligevel kaster sin skygge ind i vort i dag, hvor vi famler i mørket, som børn der har mistet deres hjem, deres forældre, deres sprog.
Det er netop denne rodløshed, denne uafvendelige tragik, Gregor von Rozzoris indfanger i sit værk 'En hermelin i Tjernopol', og han gør det ikke gennem nøgtern analyse eller tør beskrivelse, men gennem sprogets overdådighed, dets frådende overflod, dets vilde, næsten groteske ophobning af adjektiver, billeder, paradokser, som om han – med blækket som eneste våben – nægter at bøje sig for glemslen, nægter at lade tiden få det sidste ord. Og dog er sejren kun midlertidig, for allerede i næste sætning mærker man sprogets egen opløsning; hvordan latteren altid følges af snerren, hvordan skønheden er sølet i forrådnelse.
At danse på et guld der synker
At læse Rozzoris er som at danse på et gulv, der synker; som at more sig, mens loftet styrter ned; som at elske, vel vidende at natten altid ender i adskillelse. Hans sætninger er lange, snoede, vidtløftige – og alligevel knækker de altid over, afslører, at det hele var et narrespil, en løgn, en grotesk overdrivelse. Men en løgn så skøn, at overgivelsen er uundgåelig. Sjældent viser en bog så præcist, at mennesket lever af illusioner - og at det først bliver virkeligt i mødet med sin egen latterlighed.
For 'En hermelin i Tjernopol' er ikke blot en bog, den er et spejl, et maskespil, en ruin forklædt som palads, et latterbrøl forklædt som requiem. Den rummer løgnen og sandheden, det latterlige og det ophøjede, det smukke og det hæslige – og viser, at disse modsætninger ikke kan skilles ad, men altid er filtret ind i hinanden, ligesom hermelinens pels, hvid og strålende, men vævet af et dyr, der en dag ligger dødt. Hermelinen bliver selve billedet på os: vi bærer os frem i pragt, men vi kan ikke undslippe forfaldet, vi er skabt til at glemmes, og dog drømmer vi om at være uforglemmelige.
Af samme grund må bogen kaldes et mesterværk - selvom ordet næsten er for fattigt. For den afslører os i vores afmagt, den viser os, at vi allerede står i ruinerne, og alligevel lader den os le, danse, elske sproget, som om alt endnu ikke var tabt. Den er et mindesmærke over et kontinent, der faldt, og et forvarsel om, at også vi, der nu læser og skriver, snart vil være væk.
Den smukke glemsel
En dag vil vi være glemt, fuldstændig glemt, som støv i vinden, men indtil da kan denne bog læses og minde os om, at også glemsel kan være smuk, at også tragedien kan glitre, at også intetheden kan lyse som en hermelin i mørket.
Læs den, hvis billedet af dig selv tåler at ses i denne forvrængede ramme. Læs den, hvis du vil mærke, hvordan sproget stadig kan være en modstand mod glemslen. For en dag vil vi være borte, men mens vi endnu er her, kan vi more os, græde og le, som hermeliner i skyggerne af et imperium, der for længst faldt.
| Anbefalet af bibliotekar Mathias Løffgren |
