Mathias anbefaler: Dødebogsblade

At læse Dødebogsblade er at træde ind i et dødsritual skrevet i samtidens sprog. Hos Madame Nielsen bliver kunsten ikke en repræsentation af livet, men et efterliv i tre akter: den navnløses vandring i Rom, Nielsens opløsning i Paris og Madame Nielsens spøgelsesagtige optegnelser på et skotsk slot. 

Titlen nikker til de tibetanske og ægyptiske dødebøger, men uden løfte om vejledning; her er ingen formler, ingen mantraer der bærer læseren sikkert frem. Døden er hverken et slutpunkt eller en metafor – den udgør mediet, hvori skriften arbejder.

I første del, Romerbrevene, driver den navnløse gennem en by, der fremstår mere mausoleum end metropol. Rom er kulturens statiske efterglød, og jeg’et forsøger at holde sig i live gennem bevægelse: at gå, at notere, at lytte. Stilstand nærmer sig udslettelse, mens skriften bliver en asketisk praksis, der udmåler tiden i sætningers rytme. Den navnløse længes mod et sprog, denne endnu ikke behersker, og står i boghandlerne med en sult, der både er erkendelse og et fravær. Det er en transit-tilstand, hvor jeg’et hverken finder identitet eller forløsning, men hele tiden skifter kontur.

Tiden i Paris

I anden del - Tiden i Paris - fortætter værket sig til en mere reflekterende og sprogligt sansende form. Indkvarteret i et tidligere kloster, blandt nøgne korridorer og koldt lys, bliver Nielsen endnu mere opmærksom på, at det ikke er tanken, der former sproget, men sproget, der forskyder tanke og erfaring. Her ligger bogens derridanske nerve: betydning er aldrig nærværende, men altid på vej – en forskydning uden endelig landing. Derfor formes dagene som ritualer: de spartanske gentagelser, gåturene, de disciplinerende rutiner. Ikke for at vende tilbage til et stabilt jeg, men for at kunne træde ind i skriften på ny. Hvor dødebøgerne vil guide sjælen gennem mellemtilstanden, bebor Dødebogsblade netop dette mellemrum: teksten som bardo.

The Hawthornden Diaries

Transformationen fuldbyrdes i The Hawthornden Diaries, hvor Madame Nielsen lever i det skotske litterære herberg som i et spøgelseshus. Mørke vægge, tung tavshed, flodens larmende brusen i slugten: rammen bliver en resonanskasse for en bevidsthed, der skriver sig hen over grænsen mellem krop og stemme. Naturen registreres i præcise sansninger, men peger videre end det deskriptive. Fuglenes sang fremstår som en arkivmaskine, der afspiller verden i forskudte ekkoer – lyde af nutid og for længst passerede tider blandet i en uendeligt gentagelse. Dermed indløses værkets religiøst-mytologiske spor: opstandelsen er ikke en ny identitet, men en akustik, hvori tidligere livsklange fortsat kan høres.

Bogen er ingen bekendelsesprosa. Den skriver ikke “jeg” frem for at stabilisere det, men for at eksponere dets porøsitet. Hver del er en lille roman, men tilsammen danner de et triptykon (et tredelt eller trefløjet kunstværk), hvor jeget dør for at give plads til en efterfølgende stemme. Resultatet er ikke-religiøst: livet tænkt fra sin grænse, kunsten tænkt som den praksis, der gør grænsen beboelig. Netop her giver Derrida mening som ledsager: Dødebogsblade undergraver ethvert oprindeligt håb om et sidste, autentisk udsagn. Det, der rester, er forskydningen, forskellen, skriftens spøgelse – og den strenge form, som holder det hele.

På vej mod en ny skrøbelig form for nærvær

Det mytologiske motiv er samtidig jordbundet. I stedet for transcendens tilbyder romanen en askese i det konkrete: en kaffepose i hånden, en grønthandlers gestus, en regnvejrsstemme i en korridor, en rytme af havregrød og gåture. Netop disse små gentagelser udgør bogens fastlagte række af handlinger eller ritualer. Man læser ikke for at finde “meningen”, men for at opleve, hvordan mening opstår og forsvinder i samme bevægelse. Dermed bliver døden ikke en katastrofe, men en metode: at lade det overflødige falde fra, indtil sproget kan bære en ny, skrøbelig form for nærvær.

Mørkt, disciplineret, lysende klart

Dødebogsblade er et sjældent konsekvent værk: mørkt, disciplineret, lysende klart. Ikke en bog man forstår, men en bog man gennemlever. Når man forlader den, er det med fornemmelsen af, at enhver dør, man åbner, vender indad; at ethvert spejl er en passage; og at kunstens alvor ikke ligger i identitetens triumf, men i dens kontrollerede forsvinden. Det er ikke mindre end en moderne dødebog – skrevet for dem, der stadig insisterer på, at litteraturen kan være et sted at dø og blive til.

| Anbefalet af litteraturformidler Mathias V. Løffgren |