Litteratur

Marie anbefaler: DJ Bambi

Marie har netop læst Auður Ava Ólafsdóttirs nyeste roman DJ Bambi - forfatteren modtog Nordisk Råds Litteraturpris for romanen 'Ar' i 2018 – og det var en uventet og fin læseoplevelse i liggestolen i den netop overståede hedebølge.

Af Marie Wildt

Auður Ava Ólafsdóttir: DJ Bambi (2025) 

Vi er i Reykjavik i en mild og underfundig stemning, som cirkler rundt om og tættere og tættere på den 61-årige transkønnede kvinde Stilles liv. Stille er tvilling, og hendes tvillingebror Trausti har siden barndommen haft en beskyttende rolle overfor sin lidt mere sårbare bror. Så forskellige liv de har og har haft og samtidig er de hinanden meget nære med meget få ord. Forfatteren skaber med en lidt anekdotisk stil et helt menneske i en udsat position, et menneske som, bedre sent end aldrig, bare ønsker at høre til i den krop hun er født i. En drengekrop som hun blev født 61 år før.

’DJ Bambi’ er fortalt over 211 sider i en række ret korte afsnit med med sætningslignende overskrifter à la ’Ham jeg kalder han’, ’Konfirmationsbilledet’, ’Min brors lykke’, ’Lugtfølsom’ – overskrifter som skærper eller opsummerer, hvad der venter læseren på den næste side eller to. Næsten som et sært, men meningsgivende langdigt er disse overskrifter i den ukronologisk fortalte historie.

Vi deltager i hovedpersonen Stilles hverdage som bioanalytiker og i drømme og refleksioner over, hvorfor det er så afgørende for hende at få gennemført en kønsskifteoperation. Egentlig hedder Stille Vindstille, det lidt sære midlertidige navn, som hun lyder indtil den dag, hvor familien accepterer, at hun ønsker at bære mormoderens navn Gudrid. Med i karaktertegningen af Stille hører også, at hun med sin naturvidenskabelige uddannelse nærmer sig verdens fænomener eller udfordringer på en lidt tør og meget struktureret måde. Det bevæger mig som læser at opleve kontrasten mellem bioanalytikerens skarpe, nysgerrighed (og underspillede intellekt) og den livsslange lange drøm om at være kvinde eller blive kvinde 100%. Bare en helt almindelig upåfaldende kvinde, som matcher hendes sind og den hun er som menneske.

Mild og underfundig

Romanens tone er mild og underfundig, og den indeholder tørre, nærmest tragikomiske elementer; Stille fortæller at hun ofte overvejer at svømme ud og forsvinde i havet, men efter at det er blevet så moderne at havsvømme både morgen, middag og aften, er det ikke enkelt at planlægge en sådan upåfaldende forsvinding. For ikke at tale om mågeplagen som binder beboerne i Stilles etageejendom sammen i et særpræget fællesskab.

En intimiderende figur

Som en katalysator for romanens historie dukker den gamle skolekammerat Audur T op som en slags formidler – uanset at hun ikke lykkes med sit forehavende om at skrive en artikel, en biografi eller en bog om Stille – af hovedpersonens liv. En intimiderende figur er hun mildt sagt, Audur T, og på en måde også forfatterens alter ego. Med sin påtrængende facon giver hun Stille rum til at tænke tilbage i glimt og forstå eller acceptere alle de små skridt hun måtte tage, før hun nåede frem til at skifte navn, tage kvindelige hormoner og komme i betragtning til en ’nedre operation’ i det islandske sundhedssystem, som kun opererer 2 personer om året. 

Når Stille tænker tilbage på sit liv, er det på en række af tvungne valg. Hele tiden lurer alt det, der ikke blev eller blev det på en lidt for villet måde. Fx ægteskabet med Sonja.

Familiens rolle

Familien har slået hånden af Stille. Ekskonen fylder sig forrådt. Sønnen kan ikke rigtig rumme at kalde sin far for mor, og han har heller ikke overgivet barnebarnet i Stilles varetægt endnu, selv om det nok er hendes største drøm og håb for sit livs efterår; at være farmor med giraftapet på børneværelset og tremmeseng. 

Beskrivelsen af moderens rolle i historien fører for vidt her, men i alderdommen drypper små erkendelser ud af hende, især om den måde tvillingerne kom til verden på. Hjerteskærende.

Tvillingebroderen 

Næsten hver dag til frokost kommer hendes tvillingebror tømreren Trausti på besøg med retter til mikroovnen. Trausti har vilje til at forstå, selv om han ikke altid gør det. Vigtigst har han tiltro til, at hans søster kender sig selv.

»Min tvillingebror siger ikke nødvendigvis ret meget når han kommer på besøg. Faktisk kan man sige at han tier på forskellige måder hver gang han kigger forbi omkring frokosttid. Så det kan være lidt svært for udenforstående at forstå betydningen af det min bror ikke siger.« (s. 17)

 

Av, hvor er det godt skrevet! Og fuldstændig uspektakulært. Varmeste anbefaling herfra!
 

| Anbefalet af bibliotekar Marie Wildt |