Mathias anbefaler: Hemmelighedsbærer

Simon Pasternak: Hemmelighedsbærer (2025)

Simon Pasternaks 'Hemmelighedsbærer' er en urovækkende og eksistentielt funderet roman, der med koncentreret brutalitet kredser om skyld, overlevelse og menneskets evne til at opretholde – eller opløse – etisk dømmekraft under ekstreme forhold. Fortællingen udspiller sig i en navnløs koncentrationslejr, hvor den jødiske læge Samuel Schumann tvinges til at genoptage sin forskning under sin tidligere studerendes vanvittige ledelse. Denne tidligere elev, nu under navnet Doktoren, er leder af lejrens medicinske afdeling og den øverste autoritet i det vanvid, der udspiller sig bag pigtråden. Han ønsker at anvende Schumanns arbejde med milten – kroppens “hemmelighedsbærer” – i en grotesk ambition om at overskride dødeligheden og nærme sig skabelsens ånd og vilje.

Pasternak fjerner eksplicit de historiske konturer: hverken nazisme, krigen (med undtagelse af de sidste dage, hvor russerne nærmer sig lejren) eller konkrete steder nævnes. Dette valg understreger – som Giorgio Agamben har beskrevet i 'Homo Sacer' og 'Remnants of Auschwitz' – hvordan koncentrationslejren ikke blot er et historisk fænomen, men en moderne arketype for undtagelsestilstand, hvor retten suspenderes, og mennesket reduceres til “bart liv”. I dette rum eksisterer kun magtens nøgne vilje og kroppen som eksperimentelt objekt.

Erindring og tab

'Hemmelighedsbærer' er dog mere end et dystert laboratorie. Den er også en tekst om erindring og tab. Schumanns indre hjemsøges af billederne af Eszther og deres barn Peter, som tilintetgøres ved ankomsten til lejren. I tråd med Theodor W. Adornos berømte udsagn om, at “det er barbarisk at skrive digte efter Auschwitz”, stiller Pasternak skarpt på spørgsmålet om sprog og mening efter det utænkelige. Men Adorno nuancerede senere sin udtalelse: netop konfrontationen med lidelsen gennem kunst blev for ham en nødvendig form for etisk erkendelse – ikke trods barbariet, men i dets skygge. På lignende vis lader Pasternak Toraens og Bibelens ord brænde – bogstaveligt – som cigaretpapir, men de genopstår som forvredne ekkoer og rytmiske strukturer i teksten. Dermed spejles en jødisk tradition for fortolkning og tekstlighed, hvor selv asken bærer vidnesbyrd.

Drengen, der følger i doktorens fodspor – “doktorens dreng” – bliver en allegori på, hvordan vold og magt kan overføres og internaliseres. Hannah Arendt beskrev i 'Eichmann in Jerusalem' den “banale ondskab” som evnen til at adlyde uden refleksion. Drengen er ikke endnu ond, men han betragter – han lærer. Romanen stiller det uafrystelige spørgsmål: Er mennesket dømt til at gentage historiens grusomheder, eller findes der et etisk rum, hvor modstand stadig er mulig?

Mørket er en mulighed i os alle

'Hemmelighedsbærer' er en roman, der kræver og fortjener eftertanke. Den er ikke historisk realisme, men en etisk og eksistentiel meditation over menneskelig grusomhed, tilpasning og den radikale tvivl, som opstår, når alle holdepunkter forsvinder. Romanen tvinger os til at se mod mørket – ikke for at forstå det, men for at blive mindet om, at det er en mulighed i os alle.

| Anbefalet af litteraturformidler Mathias Løffgren |