Mathias anbefaler: Natskolen

Karl Ove Knausgård: Natskolen: roman (2024)

I fjerde bind af Knausgårds Morgenstjerne-serie nærmer forfatteren sig en dybt personlig eksistentiel kamp med en æstetisk og filosofisk refleksion over billedet, virkeligheden og jegets skrøbelige status imellem dem. Det er ikke handlingen, men hovedpersonen Kristians indre konflikt mellem lys og mørke, mellem det sete og det gennemskuede, der udgør romanens egentlige spændingsfelt.

En aktiv undergangsrejse

Knausgård skriver sig med denne bog endnu længere ind i det refleksionsrum, hvor subjektets forhold til virkeligheden bliver destabiliseret – og netop dér ligger romanens ubønhørlige styrke.

Men denne gang er det eksistentielle ikke blot en desillusion, men en aktiv undergangsrejse. Kristian er en mand, der i sin ungdom stræber efter at blive en succesfuld kunstfotograf, fascineres af det okkulte og af litterære skikkelser som Christopher Marlowes Faust. Denne fascination er ikke blot æstetisk, men en eksistentiel tiltrækning mod mørket – mod det usete, det forbudte og det grænseoverskridende. På mange måder bliver Natskolen en moderne faustisk fortælling, hvor Kristian indgår en implicit pagt med Mefistofeles – ikke i form af en konkret dæmon, men som en indre drivkraft: en ustoppelig trang til indsigt, kontrol og overskridelse, uanset prisen.

Det uoprettelige tab

Kristians dannelse sker ikke i lyset, men i mørket – i natskolen. Det er her, han formes, og det er her, han langsomt begynder at miste grebet om det, der skulle gøre ham hel. Lyset, som i romanen både optræder som et æstetisk fænomen og som en metafysisk stræben, bliver tværtimod den kraft, der afslører det uoprettelige tab: kærligheden og forbindelserne til menneskene omkring ham. I forsøget på at se klart bliver Kristian blind – ikke for verden, men for sin egen rolle i dens destruktion. Det er en erkendelsesproces, der ikke fører til forløsning, men til ruin.

Denne tematik afspejles i romanens intertekstuelle lag – ikke mindst i dens raffinerede samtale med Michel Foucaults læsning af Velázquez’ Las Meninas i 'Ordene og tingene', hvor betragterens position konstant forskydes. Kristian befinder sig i et lignende rum: han ser og bliver set, men aldrig samtidig – og aldrig helt. Hans blik er både analytisk og destruktivt. Han trænger ind i verden for at forstå den, men ødelægger samtidig det, han rører ved. Ligesom spejlet i Las Meninas viser det usynlige magtcentrum uden for billedets grænser, antyder Knausgårds prosa, at Kristians centrum – hans sjæl, hans moral, hans menneskelighed – for længst er forskudt.

Lysets særlige rolle

Lyset spiller en særlig rolle i denne proces – ikke blot som oplysning, men som bedrag. Med sin optagethed af Daguerres tidlige fotografier og illusionen om virkelighedsgengivelse tematiserer romanen, hvordan det, vi tror vi ser, aldrig er virkeligheden selv, men blot dens iscenesatte skygge. Det er dette bedrag, Kristian bliver fanget i: han tror, han opnår indsigt, men alt, han ser, er en spejling af sin egen destruktive vilje.

Natskolen er derfor ikke blot en roman, men et dæmonisk essay forklædt som fiktion. I Kristians forsøg på at mestre livet ofrer han det. Han får alt det, han troede, han ville have – indsigt, dybde, erfaring, succes – men mister alt det, der gav det mening. Knausgård gør det ikke let for sin læser, men han leverer et urovækkende præcist portræt af det moderne subjekt: udvisket, spejlet og fanget i lysets illusion, mens det langsomt fortærer sig selv i mørket.

| Anbefalet af litteraturformidler Mathias Løffgren |