Øhop
På opdagelse i det danske ø-rige
I Danmark findes mange øer, både beboede og ubeboede, der hver især byder på interessante fortællinger og unikke naturoplevelser.
Med over 400 navngivne øer i Danmark venter der spændende historier og fantastisk natur forude. Ro og idyl kendetegner mange af øerne, der gør dem til hyggelige åndehuller, hvor man kan slappe af og lade op.
Mange af øerne indbyder til vandre- og cykelture og med et ø-pas i hånden er der rig mulighed for mange mindeværdige oplevelser i sommerferien. Med ø-passet får du inspiration til at besøge 37 danske øer. Ø-passet rummer bl.a. oplysninger om hver ø, færgeruten, antal beboere og øens størrelse.
Det sydfynske ø-hav
Kilometervis af smukke badestrande og mangfoldig natur karakteriserer det sydfynske ø-hav.
Bornholm
Den største ø i Danmark er Bornholm, hvor klipper og atmosfærefyldte bymiljøer indbyder til mange mindeværdige oplevelser.
Øer i Limfjorden
Besøg de naturskønne øer og hyggelige fjordbyer i Limfjorden.
Øhop i litteraturen
Du kan også tage på øhop i den fiktive verden, hvor forfatterne tager dig med til øer fyldt med intriger, spænding og kærlighed.
Vi kan f.eks. anbefale et øhop til Ærø i bogen "Mordet på øen" af Michael Larsen, hvor en kvinde i et øde hus myrdes den nat, øboerne traditionelt iklæder sig masker og går fra hus til hus. Her må Kriminalkommissær Jan Folmer fra Drabsafdelingen i København tilknyttes, og sagen ligner et uopklaret kvindemord, han også arbejder med.
Du kan også tage færgen til Fanø og møde Helene i bogen "Det skete" af Marina Cecilie Roné. Helene er uden børn taget i sommerhus, for at bearbejde ægtemandens død af kræft. Her tænker hun tilbage på en slags Lolita-forhold i sin tidligste ungdom og på sit livs værdier generelt.
God fornøjelse med de danske øer!
[Oprindeligt skrevet af Louise, Hjørring Bibliotekerne]