Danmarks caminoer - sammen i bevægelse
Hvad er en camino?
Camino er det spanske ord for vej eller sti. De fleste har hørt om spanske Camino de Santiago, der i århundreder har været den måske mest kendte og vigtigste kristne pilgrimrute, da legenden siger at apostlen Jakob ligger begravet i Santiago de Compostela. Ruten er ca. 800 km lang, men det er ikke et krav at man skal gå hele vejen på én gang.
Den moderne vandrers hensigt med Caminoen er lidt anderledes end oprindeligt. For nogle er den ikke af religiøs betydning, men snarere en personlig rejse, for ikke at nævne mødet med de mange nationaliteter og kulturer man oplever på ruten.
De danske caminoer
Danskerne har taget caminoen til sig og i Danmark er vandreturene blevet populære. Med det seneste års begrænsninger i at rejse ud, er naturen blevet et attraktivt mål for danskernes ferieplaner.
Der findes utallige vandringsruter i Danmark, og det er måske startet med det mundrette navn Camønoen, som er en 175 km lang rute på Møn, Nyord og Bogø. Siden har vandringsruterne spredt sig til Sønderjylland, den jyske hede, Amager, Bornholm, ja hele landet.
Gode links med forslag til vandreture i Danmark
Ikke at forglemme vores egen skønne ø
Selvom vi her på Bornholm ikke har nogen camino, kan vi godt være stolte af de mange gode vandringsruter vi har. Ikke mindst den nye Højlyngssti, men også den populære rute hele vejen rundt om Bornholm ad Kyststien.