Kronprinsesse Mary 50 år
Det er svært at komme hele vejen rundt om kronprinsessens liv og virke i en artikel som denne, da hun har nået mangt og meget på det første halve århundrede af sit liv. Så vi har nøjedes med enkelte nedslag herunder. Nederst finder du bøger, hvor du kan komme mere i dybden med den folkekære kronprinsesse. Til lykke!
Marys Fond
Dem, der føler sig alene og udenfor fællesskabet, har altid haft en særlig plads i kronprinsesse Marys hjerte. I 2007 etablerede hun Mary Fonden med det formål at bekæmpe social isolation. Fonden arbejder inden for tre områder: Mobning og Trivsel, Vold i Hjemmet og Ensomhed. På fondens hjemmeside fortæller Mary:
”Jeg har svært ved at se mennesker stå alene. Det har altid berørt mig dybt, når et menneske står uden for fællesskabet og kigger ind – uden at kunne forstå, hvorfor han eller hun ikke kan være med”.
Derudover er kronprinsessen protektor for bl.a. Forskningens Døgn, Dansk Flygtningehjælp, DR pigekoret, Mødrehjælpen, Hjerteforeningen og Julemærkefonden samt præsident for WWF Verdensnaturfornden i Danmark.
Læs mere på Mary Fondens hjemmeside
På hold med folket
Kronprinsesse Mary, Kronprins Frederik og deres børn er en aktiv familie, der sætter stor pris på sport. I 2018 rundede kronprins Frederik 50 år og i den forbindelse inviterede han hele Danmark med til løbefesten Royal Run. Både Mary og Frederik løb med danskerne i flere byer og i år bliver det igen muligt at løbe med, når Royal Run den 6. juni afvikles for fjerde gang i flere byer - også på Bornholm!
Marys baggrund
Mary er født i Tasmanien, Australien, som den yngste datter af John Dalgleish Donaldson og Henrietta Clark Donaldson. Kronprinsessen har bl.a. afsluttet en bachelorgrad i handel og jura fra University of Tasmania, arbejdet for det verdensomspændende reklamefirma DDB Needham og arbejdet som projektkonsulent for virksomhedsudvikling, kommunikation og marketing ved Microsoft Business Solutions.
Den 14. maj 2004 blev Mary Elizabeth Donaldson gift med H.K.H. Kronprins Frederik, og sammen har de fået fire børn: H.K.H. Prins Christian Valdemar Henri John, H.K.H. Prinsesse Isabella Henrietta Ingrid Margrethe og tvillingerne H.K.H. Prins Vincent Frederik Minik Alexander og H.K.H. Prinsesse Josephine Sophia Ivalo Mathilda.
Læs mere om kronprinsesse Mary på Kongehusets hjemmeside
[Oprindeligt skrevet af Aalborg Bibliotekerne]