The hate U give af Angie Thomas
The hate U give af Angie Thomas

Ungdomslitteraturen til kamp for retfærdighed

10.11.22
Angie Thomas’ romaner skriver sig lige ind i kampen mod social ulighed og racediskrimination – og i hjertet og uretfærdighedssansen. Særligt kendt er ”The Hate U Give” om 16årige Starr, der ser sin bedste ven blive skuddrabt af politiet.

”The Hate U Give” blev kaldt årets sensation inden for young adult, da den udkom i 2017.

Den anmelderroste og storsælgende ungdomsroman, der er inspireret af Black Lives Matter-bevægelsen, tager nemlig direkte fat om temaerne racediskrimination og politivold, da den unge hovedperson, Starr, ser sin ven, Khalil, blive skuddrabt af en politibetjent på vej hjem fra en fest i romanens begyndelse.

Det kaster Starr, hvis liv i forvejen er splittet mellem den sorte ghetto, Garden Heights, hvor hun bor, og den hvide skole hun går på, ud i et endnu større dilemma: Skal hun fortsætte med at være den pæne, sorte pige, eller skal hun råbe højt og tage kampen op mod de uretfærdigheder, hun oplever, at hendes nabolag og beboerne i det gang på gang udsættes for?

Inspireret af virkeligheden

Forfatteren til ”The Hate U Give”, Angie Thomas, har udtalt, at det er den roman, hun selv manglede, da hun var ung.

”Det var umuligt for mig at finde en bog, hvor hovedpersonen var en sort pige fra et sted som det, jeg kommer fra,” har hun sagt i et interview til Politiken den 2. december 2017.

”Derfor gled jeg efterhånden væk fra ya-bøger. Jeg kunne ikke se mig selv i dem,” sagde hun.

Da den 22årige ubevæbnede sorte mand, Oscar Grant, døde af skud i ryggen, affyret fra en politibetjent i 2009, blev den på det tidspunkt 22årige forfatters opmærksomhed på politivold mod sorte skærpet.

Og da teenagerne Trayvon Martin, Michael Brown og Tamir Race mistede livet under lignende omstændigheder i hhv. 2012 og 2014, blev det baggrund for aktivistbevægelsen Black Lives Matter, men også romanen ”The Hate U Give”, som dermed blev Angie Thomas’ debut.

Bogen blev filmatiseret i 2018, og i 2020 udgav Angie Thomas romanen ”Concrete Rose”, som der giver forhistorien om Starrs afdøde ven, Khalil, og hans far, dengang han var teenager.

Verdensmål

Temaet ”Kampen for rettigheder” er en del af eReolens novembertema ”Menneskerettigheder” og tager udgangspunkt i flere af FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling – herunder ”Ligestilling mellem kønnene” (5), ”Økonomisk ulighed” (10), ”Fri adgang til retssikkerhed og inkluderende samfund” (16).

Klik her for at læse om Verdensmålene.

Så sig selv i hip hop-genren

Ordene ”The Hate U Give” kommer desuden fra rapperen Tupac, der havde ”THUG LIFE” tatoveret.

Det står for The Hate U Give Little Infants Fucks Everybody, og dét taler Starr og Khalil om umiddelbart inden hans død.

I det hele taget har Angie Thomas fortalt, at hun er meget inspireret af hip hop-genren. For mens hun havde svært ved at finde ungdomsbøger, hun kunne spejle sig i, kunne hun se sig selv i hip hop-genren, som hun følte i højere grad beskrev det miljø, hun kom fra, og de mennesker, hun kendte.

Det er formentlig også derfor, at Angie Thomas’ roman ”On the come up” fra 2019, der ligesom "The Hate U Give" foregår i det fiktive kvarter, Garden Heights, også handler om hip hop-miljøet.

Her raser urolighederne stadig efter drabet på Starrs ven, Khalil, men denne gang følger vi pigen, Bri, der drømmer om at følge i sin fars fodspor og blive rapper.

Han stod på vippen til at bryde igennem, da han også blev skudt og døde, hvilket har efterladt dybe spor af sorg og mistrivsel i Bris familie.

Bri går på den samme gode skole, som Starr gør i ”The Hate U Give”, men en ubehagelig episode med nogle af skolens vagter får hende bortvist i tre dage.

Bri bliver vred og frustreret og føler sig uretfærdigt behandlet, og i en sang fortæller hun sin egen version af historien. Den bliver meget populær, men er ikke velset af alle…

Elsket, læst og censureret

Og selv om Angie Thomas’ bøger om ghettoområdet Garden Heights og raceulighed har nået et bredt publikum, er blevet trykt i tusindvis, oversat til adskillige sprog og anmelderrost, så er de – som Bris popsang – ikke elsket af alle.

Faktisk er den blevet forbudt på flere skoler i Texas – med argumenterne at den var for voldsom og explicit i sit sprog, og så er den også blevet anklaget for at fremme politihad.

Forbuddene lader dog ikke til at have hæmmet læsernes lyst til at kaste sig over bogen – snarere tværtimod.

Den er blevet kaldt et kampskrift for unge sorte og har sammen med sine efterfølgere giver den et andet, nuanceret billede af de raceuligheder og konflikter, de fleste af os kun kender fra medierne.

Og sammen er de med til at vise, hvad et stærkt fællesskab betyder i kampen for lige rettigheder og social retfærdighed. 

[Oprindeligt skrevet af Horsens Bibliotekerne]

Lån bøgerne her
GennemseGennemse
  • Bog

The hate u give

Af Angie Thomas (2021)
Starr er vidne til, at hendes ubevæbnede ven, Khalil, bliver skudt og dræbt af en hvid politimand. Da nedskydningen k...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Bog

On the come up

Af Angie Thomas (2019)
Da 16-årige Bri fra ghettoen vinder sit første rap-battle og hendes sang går viralt, er berømmelsen pludselig indenfo...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Bog

Concrete rose

Af Angie Thomas (2021)
Barsk bog om livet i Garden Heights, hvor bandekriminalitet, skyderier og handel med stoffer er hverdag. Historien er...
Læs mere