Artificial Intelligence i litteraturen
På film har vi længe haft skrækscenarier om hvor galt det kan gå, når en Artificial Intelligence/kunstig intelligens (AI) tager over: Rumrejsen 2001, Alien, Terminator og Westworld blandt andre. Måske er det derfor, at vi på forhånd er en smule bekymrede, når vi hører om fx Chatbot GPT. Det er en intelligens, men den er fremmed for os, selvom vi selv har skabt den. Der er simpelthen så meget at tænke over og tale om, når det kommer til AI!
I denne nyhed trækker vi et par bøger frem, som har vinkler på, hvad AI kan være for noget, og hvordan vi interagerer med det. Og nederst er der en lang liste med bøger og film, som man kan kaste sig over.
Kasper Hoff: Rygtet om hendes død
Hjerneforskeren Beate Nielsen er døende, og har i den anledning besluttet sig for at uploade sin personlighed, så hun kan leve videre efter døden. Hendes fremmedgjorte søn, Morten, er meget skeptisk overfor både moderen og hendes projekt. For kan man overhovedet gemme et menneske i et program, og hvordan har man et mor/søn-forhold til en maskine? Der er meget at tænke over, også for Morten, hvis forhold til moderen ændrer sig til det bedre efter hendes død.
Læs mere om Rygtet om hendes død på Litteratursiden
Kazuo Ishiguro: Klara og solen
Klara er en Kunstig Ven - en type AI som man køber som ven til sit barn. Klara er meget observant og tænker meget over tingene, og det gør hende ret unik. Hun bliver Kunstig Ven for pigen Josie, som er alvorligt syg, og Klara sætter sig for at redde Josie. Det er en fin og tankevækkende bog om relationer, og om hvad det egentlig er at være menneske og hvad der gør, at man er menneskelig.
Læs mere om Klara og solen på Litteratursiden
Jeppe Krogsgaard Christensen: April 2026
Her er AI'en internettet, som har udviklet bevidsthed, og nu rydder op i alt det, det skønner er unødvendigt at have adgang til online; musik for eksempel... Bogen er måske mere en novellesamling, for vi følger forskellige mennesker, der på den ene eller anden måde påvirkes af det der sker. Det er en ret dyster fortælling, som giver stof til eftertanke.
Læs mere om April 2026 på Litteratursiden
[Redigeret tekst, Greve Bibliotek]