Erindringsbog fra Jens Smærup Sørensen
“Jeg skulle jo være med i arbejdet, men egnede mig ikke til landbruget. Hænderne sad ikke for godt på mig. Jeg var også fraværende ad helvede til. Nå der skulle fyldes korn på sække, tabte jeg dem eller flyttede dem hen i en forkert dynge. Så man fandt på, at jeg skulle på realskole i Nibe. En fem-ti år før ville ingen have tænkt andet, end at jeg skulle fortsætte i landbruget.”
Katastrofesituationer er udgangspunktet
En eksperimenterende modernisme står side om side med gengivelsen af den sociale virkelighed i Jens Smærup Sørensens forfatterskab. Udgangspunktet er næsten altid det, der rører sig i figurernes bevidsthed, og de fortættede øjeblikke i fortællingen som forfatteren iscenesætter med en kølig og beskrivende fortællestil. En central tematik i forfatterskabet er katastrofesituationen der indeholder enten fortabelse eller frigørelse. En anden er en søgen efter det alment menneskelige bag det individuelle. Efter 36 år som forfatter udgav Smærup Sørensen i 2007 romanen “Mærkedage” der skildrer den gamle bondekulturs opløsning i en moderne verden gennem en historie om fire generationer i landsbyen Staun.
KILDE: Forfatterweb.dk (hvor du også kan læse mere om forfatterskabet)